Rungsted skriver således om den nye mand i boksen, der skal assistere Marcus Olsson:
Victor kommer til Rungsted med erfaring fra både sin aktive karriere som spiller på højt niveau og fra arbejdet med individuel spillerudvikling i flere europæiske topligaer.
Sports Manager Joachim Holten Møller udtaler:
- Under samtalerne med Victor fik jeg et rigtig godt indtryk af ham – både som person og i forhold til den måde, han ønsker at arbejde på. Han er analytisk stærk, detaljeorienteret og kommer til at bidrage markant til den individuelle udvikling af vores spillere.
Samtidig kommer han med værdifuld erfaring fra sin egen karriere som spiller på højt niveau i både Tyskland, Sverige og Norge, hvilket giver ham en stærk forståelse for kravene til moderne eliteishockey. Derudover har han tidligere arbejdet individuelt med spillere på SHL-niveau, hvilket understreger de kompetencer og den faglighed, han bringer ind i vores setup.
Vi ser et stort potentiale i hans evne til at kombinere det taktiske og menneskelige aspekt i arbejdet med truppen.
Victor Svensson udtaler:
- Jeg ser virkelig meget frem til at blive en del af trænerteamet og Rungsted. Jeg har kendt Marcus længe og har det seneste år fået lov til at følge hans rejse og drive tæt på.
Vi deler mange tanker om, hvordan et godt hockeymiljø skal fungere – særligt når det gælder lederskab, kommunikation og relationer – hvilket gjorde, at det føltes helt rigtigt at sige ja til denne mulighed.
Efter min spillerkarriere har jeg arbejdet med player development, hvor jeg har kombineret videoanalyser med mental træning for spillere i SHL, DEL og Allsvenskan med fokus på at hjælpe spillere med at nå deres fulde potentiale og skabe bæredygtige karrierer. Den erfaring glæder jeg mig ydmygt til at tage med ind i arbejdet i Rungsted og bidrage med både på og uden for isen."