Det var ganske hæderligt, hvad de danske løver præsterede i aftes mod stormagten Tjekkiet.
Specielt, når man kigger på det ret så afbudsramte rød-hvide mandskab, der tilmed savner det sædvanlige input fra Nordamerika, ser man bort fra Mads Søgaard i buret.
De mange afbud betyder også, at der er ekstraordinært mange Metal Liga-spillere i truppen, og vi tager her et hurtigt kig på, hvordan de leverede rent statistisk mod tjekkerne.
I fraværet af den skadede Frederik Dichow, fik Nicolaj Henriksen såmænd pladsen som andenmålmand, og man må forvente, at Henriksen er den, der står for tur, hvis Søgaard skal have en pause. Sikke et VM, det kan blive for den altid hårdtarbejdende Henriksen.
Morten Jensen sad på tribunen, og han kunne se tre Metal Liga-spillere få deres indsats. Malte Setkov spillede 17:16 minutter og noterede sig for -2, Kasper Larsen 13:50 med et enkelt minus på statistikken. Endelig var Daniel Baastrup inde tre gange i kampen og fik lige knap tre minutter.
I angrebet var der plads til Morten Poulsen (11:41 minutter) og Jacob Schmidt-Svejstrup (9:38 minutter). Begge kom ud med et nul i plus/minus-statistikken.
Oliver Kjær (12:17 minutter) og Phillip Schultz (7:49) fik begge -1 i plus/minus-statistikken.
De var placeret i fjerdekæden med Frederik Storm, mens Christian Wejse havde Schmidt-Svejstrup og Poulsen med sig.
I morgen er der optimal modstand endnu engang, hvor mægtige Sverige stiller op på den anden side af rød linje.