Frederikshavn White Hawks har indgået en toårig kontrakt med back Oliver Gatz Nielsen.

Frederikshavn skriver følgende om sin nye back:

Den 27-årige forsvarsspiller kommer til klubben med både stærke fysiske forudsætninger og stor erfaring. Med en størrelse på 186 cm og 92 kg har han en solid fysisk tilstedeværelse på isen. Samtidig står han noteret for knap 450 kampe i Metal Ligaen, hvilket vidner om en spiller med høj rutine og stabilitet på topniveau. Hertil kommer værdifuld international erfaring fra Champions Hockey League.

På landsholdsniveau har Oliver repræsenteret Danmark ved to U18-verdensmesterskaber samt ét U20-verdensmesterskab, og han har desuden optrådt en enkelt gang for A-landsholdet.

Cheftræner Casper Stockfisch ser frem til at få den erfarne back ind i truppen:

- Oliver var for mig en stor prioritet at tilføre holdet. Vi får en meget erfaren back, som kan hjælpe os i defensiven. Derudover ved jeg også, at Oliver kommer ind med en rigtig god personlighed og vil være en spiller, som kommer til at styrke holdet på mange parametre."

Oliver Gatz Nielsen glæder sig ligeledes til det nye kapitel i Frederikshavn:

- Jeg er glad og glæder mig utroligt meget til at spille for White Hawks i næste sæson. Jeg kender Casper og den professionelle måde, han arbejder på, som jeg ser meget frem til at blive en del af. Samtidig synes jeg, at det er et spændende fremtidigt projekt, som klubben står overfor. Jeg glæder mig til at se jer alle i hallen til august.

Oliver Gatz Nielsen kommer til at spille i trøje nummer 56 for White Hawks.


STÆRK TV-REPORTAGE: SE MED OG KOM HELT TÆT PÅ Hernings direktør og Capo SEBASTIAN HOLM forlader White Hawks