Angriberen trænger til afveksling i karrieren

Den solide angriber Sebastian Holm forlader Frederikshavn White Hawks.

De to parter har valgt at ophæve kontrakten efter spillerens ønske. Det skriver White Hawks i en pressemeddelelse, der lyder således:

Den 22-årige forward har været en del af White Hawks i fire sæsoner, hvor det er blevet til i alt 174 kampe i den hvide trøje. Holm har gennem årene været en dedikeret og professionel spiller, som har bidraget både på og uden for isen.

Sebastian Holm begrunder sin beslutning med et ønske om nye udfordringer:

- Jeg har fået en mulighed for at komme ud og få noget nyt luft under vingerne. Jeg har et stort ønske om at prøve noget nyt og udvikle mig både som spiller og som menneske ved at komme lidt væk hjemmefra.

Han sender samtidig en stor tak til klubben og omgivelserne:

- Først og fremmest vil jeg sige tak for årene i White Hawks. Jeg har været utrolig glad for min tid i klubben, som altid vil have en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg har brugt rigtig mange timer her, siden jeg var helt lille. En stor tak skal også lyde til fansene, mine holdkammerater og alle de frivillige omkring holdet og klubben.

Frederikshavn White Hawks takker Sebastian Holm for hans indsats og engagement gennem årene og ønsker ham alt det bedste fremover.


White Hawks henter rutineret dansk back på toårig aftale TIM DALY vender tilbage til Rungsted