Coventry-spilleren håber at finde en ny klub ude i Europa

En af de interessante free agents lige nu på markedet er 29-årige William Boysen, der i Metal Liga-regi har en fortid i Rungsted, Frederikshavn og senest fire sæsoner i Sønderjyske, hvor han var en profil, som tilskuerne i Vojens holdt af på grund af det direkte og målsøgende spil, han som oftest leverede.

I sidste sæson søgte han udenlands og ramte Coventry Blaze i den britiske Elite Ice Hockey League (EIHL). Boysen lavede 30 point i 50 kampe (slutspil og grundspil), og er altså nu fri på markedet igen. Men det bliver formentlig ikke i Metal Ligaen, at den livlige angriber skal slå sine folder. 

William Boysen satser nemlig på at fortsætte i udlandet, siger han til Metalligaen.dk.

- Jeg vil meget gerne prøve noget lignende igen, så det arbejder vi på. Lige nu står den på at træne og holde sig i gang, og jeg er heldigvis fri for skader. I forhold til kontrakt, så har jeg fået tilbud fra nogle steder, hvor jeg ikke nødvendigvis kunne se mig selv lig nu. Men jeg slår koldt vand i blodet: I sidste sæson var det først omkring 1. august, det faldt på plads med Coventry, siger angriberen. 

Det er ikke fordi, William Boysen mangler muligheder for at vende tilbage til Metal Ligaen. Han har været i kontakt med en håndfuld klubber fra Danmark, men foretrækker altså den udenlandske mulighed, hvilket han også har været åben omkring, når han har været i dialog med de danske klubber.

- Det har været en god øjenåbner for mig at opleve hvordan en anden liga og andre klubber driver hockey på. Derudover var det også meget lærerigt for mig at opleve England og Storbritannien. Før jeg tog afsted var England egentlig mest bare London i mine øjne, hvilket var meget naivt, siger William Boysen, der med egne ord heller ikke blev særlig god til at skifte gear med venstre hånd, da han skulle mingelere sig rundt i trafikken i Coventry.

Vi sammenligner ofte Metal Ligaen med den britiske liga. Hvordan har din oplevelse været af at spille i EIHL?

- Det er mere forskel på spillet end jeg havde troet, for det er generelt fysisk større og ældre spillere end herhjemme. 15 imports på hvert hold har selvfølgelig en indflydelse på det. Til gengæld er de yngre danske spillere derhjemme bedre på skøjter.

- Der bliver generelt også spillet på tre kæder, så niveauet falder lidt i den anden kamp hver weekend. Derudover handler meget af gameplanen inden hver kamp om, hvilken hal man spiller i. Der er virkelig inden kontinuitet der. 

Det blev til en syvendeplads for Coventry i EIHL, og Boysen og Blaze nåede heller ikke den klassiske playoff-weekend i den britiske liga, hvor de fire kvartfinalevindere mødes. 

Til gengæld var Boysen i andenkæden i finalen i Challenge Cup, en slags pokalturnering, som kører sideløbende med den regulære sæson. Her blev til et nederlag på 2-3 mod Nottingham og dermed gik Coventry glip af det første trofæ siden 2014/15-sæsonen, og i klubben længes man tilbage til dengang Peter Hirsch var målmand i klubben. Her tog Coventry sit seneste mesterskab. I Storbritannien er den "regulære sæson" den fornemste titel.

- Det var vel en godkendt sæson, men det kunne have været stort både for mig personligt, for klubben og for holdet at vinde et trofæ. Der har været en vis tørke, siden Peter Hirsch var herovre, siger William Boysen.

Nu er det slut for ham i Coventry, men Boysen søger nye eventyr, og det skal blive spændende at se, hvor den 29-årige angriber lander. Der er formentlig mange gode år i ham endnu. 

 


Rutineret lettiske back til Esbjerg CONTINENTAL CUP: Herlev Eagles skal til Italien i november