Esbjerg formåede at spille til nul for første gang i indeværende sæson, da man besejrede topholdet fra Aalborg for anden gang på en uge. Hele 5-0 blev det til i en kamp, hvor Aalborg til tider dominerede stort, mens Esbjerg-spillerne virkeligt kendte deres besøgstid. Eamon McAdam tog rigtigt godt fra i målet.

Esbjerg Energy – Aalborg Pirates 5–0 (1-0, 1-0, 3-0)

Søndag eftermiddag krydsede Esbjerg og Aalborg klinger for fjerde gang i indeværende sæson, da Esbjerg tog imod nordjyderne hjemme i Granly Hockey Arena.

Til kampen måtte Aalborg undvære George Sørensen, Jonas Wilquin, Kirill Kabanov, Johan Skinnars og Jacob Jensen, mens Esbjerg stillede uden Mikkel Rask, Oscar Schulze, Jonas Bjerrum, Oskar Boel, Victor Sand og Jonas Christensen.

Målmandsduellen stod mellem Frederik Søgaard og Eamon McAdam.

Forud for kampen blev Felix Scheel kåret til månedens profil hos Esbjerg.

Esbjerg tog føringen trods massivt Aalborg-overtag

I kampens første ti minutter var der reelt set tale om spil til et mål, og det var hjemmeholdets. Der var således spillet syv minutter, før Kale Kerbashian tegnede sig for Esbjergs første forsøg. På det tidspunkt havde gæsterne haft hele otte af slagsen.

Allerede efter et minuts tid var gæsterne særdeles tæt på et føringsmål, da først Martin Højbjerg og siden Patrick Bjorkstrand, havde store muligheder tæt under mål, hvor McAdam på en eller anden måde formåede at holde pucken ude af målet, selvom mindst et par Aalbrog-spillere havde set den inde.

Gæsterne fortsatte ufortrødent og havde kampens fulde spillemæssige initiativ, mens Esbjerg hele tiden var et skøjtetag eller to bagefter.

En udvisning til værternes Rasmus Bjerrum gjorde ikke tingene nemmere for Esbjerg, der blev sat under massivt pres i undertal. Gæsterne kom frem til et par rigtigt store muligheder og især Jeppe Jul Korsgaard burde have bragt gæsterne i front, da han brændte på et tomt mål hen mod power playets slutning.

Nordjydernes Thomas Spelling kom galt af sted i det 10. minut og måtte efterfølgende begive sig mod omklædningsrummet. Det var også omkring periodens halvvejsmærke, at Esbjerg begyndte at få lidt bedre fat rent spillemæssigt.

Stik imod spil og chancer, så formåede Esbjerg også at tage føringen efter 14 minutters spil. Ryker Killins forsøgte sig fra distancen og Frederik Søgaard kunne ikke holde fast i pucken, hvorfor Andreas Grundtvig kunne følge op med en snedig afslutning fra en position bag mål. Via Søgaards benskinne endte pucken i gæsternes mål og Esbjerg var foran med 1-0.

Efter et kvarters spil var Esbjerg også tæt på at komme foran med to, da David Madsen strøg af sted ned mod gæsternes mål. Liggende i målet fik Søgaard dog afværget.

Minuttet efter sendte Patrick Bjorkstrand en afslutning rent på stolpen. Det blev den sidste mulighed i åbningsperioden, som gæsterne slap klart bedst fra. En skudstatistik på 4-13 talte sit tydelige sprog.

Billedet gentog sig, da Esbjerg udbyggede føringen

Fra starten af anden periode var billedet i bund og grund meget det samme som i første. Gæsterne sad på det meste af spillet og fik også skabt de største chancer. Dette blev eksemplificeret på glimrende vis allerede efter et halvt minuts penge, hvor Stephen Anderson fik sendt et forsøg på stolpen.

Efter tre minutters spil var der atter fare på færde foran Esbjergs mål, hvor Jeppe Jul Korsgaard havde en chance af de større. Men desværre for nordjydernes, så fik Korsgaard aldrig ram på returen.

Tre minutter senere blev Craig Puffer sendt af sted ned mod Aalborg-målet, til det der var Esbjergs første reelle chance i perioden. Puffer blev nedlagt bagfra og dommerne dømte straffeslag. Her eksekverede selvsamme Puffer sikkert, da han bragte Esbjerg foran med 2-0.

To udvisninger til begge hold i den resterende del af anden periode gjorde det svært at finde rytme i fem mod fem-spillet og i overtalsdisciplinen var gæsterne bedst kørende. Særligt mod periodens slutning fik nordjyderne skabt masser af chancer, da Grayson Downing sad udvist. Men skarpheden lod meget tilbage at ønske hos nordjyderne denne eftermiddag.

Esbjerg trak fra og sikrede sig stor sejr

Esbjerg kunne starte tredje periode med knap et minuts power play, da Pierre-Olivier Morin indkasserede en udvisning for roughing mod anden periodes slutning.

Overtal blev dog forvandlet til undertal for Esbjerg, da Rasmus Bjerrum blev udvist for en hooking efter 1:19 af tredje periode. Men vestjyderne arbejdede glimrende i box play og klarede frisag.

Søren Nielsen bød ind med et godt forsøg på en elegant detalje efter godt fem minutters spil, men Søgaard var vaks i målet og afværgede for gæsterne.

David Madsen indkasserede en udvisning for høj stav efter seks minutters spil og sendte Aalborg i overtal. Men symptomatisk for kampen, så kiksede nordjyderne i power play, hvor Esbjerg formåede at øge til 3-0 i undertal. Grayson Downing pillede pucken fra Anders Koch nede i hjørnet og via Andreas Grundtvig endte pucken igen hos Downing, som sikkert vippede den op i nettaget.

Et minut senere lukkede Esbjerg endegyldigt kampen. Markeringerne i Aalborg-defensiven svigtede og pludseligt stod Jannik Christensen helt alene foran Frederik Søgaards mål, hvor han blot skulle sætte bladet på en tværpasning, for at øge til 4-0.

Trods fire Esbjerg-udvisninger i tredje periode, så formåede Aalborg ikke at få udbytte af overtalsspillet denne eftermiddag, hvor Esbjerg til gengæld lukkede og slukkede med et 5-0-mål i power play to minutter før slutsignalet. Kale Kerbashian satte Travis Brown op til afslutning fra en halvspids vinkel. Her tøvede Esbjerg-backen ikke, da hansikkert smækkede et slagskud i kassen til kampens slutresultat.


VIDEO: Højdepunkter fra Esbjerg-Aalborg OPTAKT: Esbjerg Energy-Aalborg Pirates