For anden aften på stribe fik White Hawks stryg af lokalrivalerne - i aften gjorde det ekstra ondt

Frederikshavn White Hawks-Aalborg Pirates 1-7 (0-2,0-3,1-2) Aalborg Pirates tog også andendagsgildet i de omtalte nytårsbrag i Nordjylland, og fik understreget at de for alvor er storebror mod lokalrivalerne 60 km mod nord. En usvigelig sikker sejr igen i aften, hvor White Hawks til tider var udspillet af en flok veloplagte pirater. 7-1 i Aalborg-favør lød de vilde cifre på.

Frederikshavns Dane Fox lavede en udvisning allerede efter et sekund. Det overlevede høgene, og herefter havde de i et par minutter ganske godt fat i topholdet. Det lignede de skulle ud og vaske pletten af fra i aftes, og koncentrationen lyste ud af de hvide høge. Det gav dog ikke alverden med chancer til følge, men viljen og troen var tilbage i øjnene på vendelboerne.

Derfor var det en alvorlig streg i regningen at gæsterne på deres første forsøg mod Jukuri, endte inde over stregen. Kabanov lagde en lækker pasning bag målet til Panelin-Borg, og svenskeren fik skovlet pucken i nettet. Kæmpe jubel blandt de 400 medrejsende Pirates-fans.

Det gav for alvor piraterne momentum, og hjemmeholdet virkede rystede. Lidt som i går da Aalborg bragte sig foran, hvor de gik på 4-0 inden man havde set sig om.

Så slemt gik det ikke i aften for White Hawks, men de måtte dog se et 2-0-mål i øjnene efter knap 10 minutter. Mikkel Højbjerg blev spillet fuldstændig blank foran Jukuri, og han svigtede ikke med en usvigelig sikker afslutning. Høgenes defensiv var helt splittet af i den situation.

Hjemmeholdet fik et par chancer mod slutningen af perioden, men både Nikolaj Krag og Mads Larsen måtte se George Sørensen med et par pragtredninger når det var nødvendigt. Han har for alvor fundet storformen, den sympatiske Aalborg keeper.

Stemningen fejlede intet i Nordjyske Bank Arena, hvor der var fyldt godt op på lægterne. Hjemmeholdets fans med en stor flot tifo inden kampen, og et stort antal medrejsende fans fra Nordens Paris.

Gæsterne satte en tyk streg under, at de er Danmarks klart bedste ishockeyhold her på årets næstsidste dag. Anden periode blev en opvisning fra piraternes side, hvor de godt og grundigt satte høgene på plads. Det var pokkers effektivt og fejende flot ishockey der blev leveret.

Efter seks minutter af perioden mistede Dane Fox pucken efter nonchalant spil, og det sendte tre pirater afsted mod Jukuri, og sikker scoring af Jonas Jakobsen. Jeppe Jul Korsgaard og Tim Davidson var assister på et fremragende mål med hurtige pasninger.

Godt halvvejs i perioden blev det 4-0 til Aalborg. Det er den øjeblikkelige store forskel mellem de to nordjyske rivaler, Kristian Jensen havde en kæmpe chance som George Sørensen redede i flot stil, og fem sekunder senere lå pucken i netmaskerne i den anden ende. Jukuri gav en retur, og forsvaret hos høgene snorksov, så Thom Flodquist kunne nette sin tredje scoring på to dage mod sin tidligere klub.

Hjemmeholdets Mikkel Bertelsen måtte tidligt i bad da han pådrog sig en game misconduct, og i de fem minutters overtal gjorde Aalborg det til 5-0. Det var Kabanov der sendte pucken det sidste stykke ind over stregen, og ydmygelsen af hjemmeholdet var total.

Den ydmygelse blev bare ekstra forstærket efter 16 sekunder af tredje periode, da Kabanov igen viste målnæse. Han blev spillet fri med en høge-back halsende efter sig, og med et smart træk gjorde han det til 6-0. Av for den White Hawks, foran næsten 2700 tilskuere. Imponerende med små 8000 tilskuere på to dage i Nordjylland.

Midtvejs i tredje periode kom der hul på George Sørensen. Julian Jakobsen sad til afkøling, og så kunne svenske Albin Lindgren sende pucken ind i netmaskerne. Sporadisk jubel, selv blandt de mest inkarnerede White Hawks supportere.

Noget af en magtdemonstration af Aalborg Pirates de sidste to dage, hvor de bare bliver ved med at øge deres forspring på førstepladsen. De kan med sindsro gå ind i 2020, og det lader ikke til at klistermærket med mesterskabsfavoritter på nogen måder rører dem.

White Hawks må tilbage på træningsbanen, og erkende at der er et stykke vej op til ærkerivalerne. De udenlandske stjerner blev overmatchet af samtlige pirater over de her to dage, hvilket ikke klinger hult i ørerne på høgenes fans.

Felix Scheel lukkede festen totalt med sin scoring til 7-1, da der manglede lige over 100 sekunder. Aalborg-fansene fik en festlig, kort tur hjem som en usvigelig sikker etter i Metal Ligaen lige nu.


Herlev lagde afstand til Rødovre: 3-2-sejr i lokalderbyet UGENS HOLD PÅ METALLIGAEN.DK efter fredagens og søndagens kampe