Patrick Bjorkstrand blev matchvinder for Pirates

Aalborg Pirates og Esbjerg Energy krydsede i aftes klinger i en kamp, der var sidste test før sæsonpremieren i Metal Ligaen for begge mandskaber. Det kom gæsterne fra Aalborg bedst ud af og endte med at vinde 3-2 i Granly Hockey Arena. 

800 tilskuere - fortæller kampreferatet på Esbjergs hjemmeside - kunne se gæsterne bringe sig foran efter et fint powerplay, som Tobias Ladehoff endte med at omsætte til periodens eneste scoring. Thomas Lillie havde fået tjansen i Esbjerg-buret, og han kunne se sine holdkammerater brænde en del powerplaymuligheder af i de første 20 minutter. 

Den tendens fortsatte i anden periode, hvor Esbjerg dog fik udlignet ved Rasmus Bjerrum, inden Aalborg igen bragte sig foran. Det var den gamle Esbjerg-dreng Anders Koch, der fik omsat en god pasning fra Kirill Kabanov. 

I tredje periode fik Felix Scheel udlignet for Esbjerg efter otte minutter, men to minutter senere var Patrick Bjorkstrand på spil fra Aalborg og via ryggen af Lillie fik Aalborgs nye stjernespiller sat pucken ind fra en vanskelig vinkel. Dermed 3-2 til Aalborg, og den stilling holdt kampen.

Nordjyderne klar til hjemmebanepremiere fredag mod Odense, hvor Esbjerg ligeledes sætter i gang med en kamp hjemme mod Rødovre.


CHL: SønderjyskE tager imod de schweiziske mestre Esbjerg leder efter formen mod Aalborg