EV Zug kommer til Vojens i aften

Endnu engang får fansene i Vojens mulighed for at se ishockey af absolut højeste kvalitet på europæisk niveau. 

Torsdag var det den tyske storklub Red Bull München, der var på besøg, og med sidste sæson i perspektiv, bliver det endnu flottere og endnu sværere i aften, når EV Zug fra Schweiz kommer til Vojens.

Zug er forsvarende schweiziske mestre og er en af alpelandets absolutte topadresser. Ikke blot på grund af sidste sæsons mesterskab, men også fordi klubben er en af de førende i Europa på spilleudvikling med et hold i Schweiz' næstbedste række fra klubbens akademi.

Kvaliteten af holdet understreges af, at man med Christian Djoos, Anton Lander og Carl Klingberg har tre tidligere svenske NHL-spillere med i truppen, ligesom Jan Kovar, den tjekkiske kaptajn, er en tidligere absolut topspiller i KHL, hvor han i en årrække dominerede hos Metallurg Magnitogorsk. 

Læg dertil, at Zug har adskillige topspillere med schweizisk pas og at holdet ikke har råd til at tabe point efter 3-5 mod Rögle i den første kamp i puljen. 

Det bliver en hård nød at knække for SønderjyskE, men Mario Simionis tropper viste torsdag, at man kommer langt med hård fight. Med lidt mere effektivitet i powerplay havde sønderjyderne såmænd kunnet bringe sig foran med både 2-1 og 3-1 mod München, men da først gæsterne satte føringsmålet til 2-1 i stedet, løb SønderjyskE tør for kræfter.

- Vi spillede rigtig god hockey i næsten 40 minutter mod München, men målet til 2-1 gjorde ondt. Jeg håber dog at vores spillere tager de 40 minutter med til kampen mod Zug for så kommer vi til at kunne yde kvalificeret modstand. I deres truppe har de knap 400 NHL kampe, over 600 SHL kampe samt ikke mindst over 500 kampes erfaring fra KHL, så det er altså endnu et rigtigt godt hold vi skal op imod. Men jeg synes mine spillere kæmpede godt og der skal også lyde en stor tak til vores fans for opbakningen, lyder det fra cheftræner Mario Simioni.


VIDEO: Højdepunkter fra Herning-Frederikshavn Aalborg vandt den sidste testkamp i Esbjerg