Trænerteamet i det midtjyske passer perfekt til den unge backup, der tager endnu en sæson i Herning

- Jeg er utrolig stolt over at kunne trække Herning trøjen over hovedet i endnu sæson, siger Albert Adamsen om sin kontraktforlængelse med den midtjyske klub, som blev offentliggjort i går.

- Jeg elsker at være i Herning, det er mit andet hjem. Men det er også en utrolig professionel klub, med en vinderkultur, som er med til at udvikle mig og til at yde mit absolut bedste. Samtidig er der et utroligt godt sammenhold på isen, udenfor isen, med vores fans og sponsorer. Vi vil alle sammen gerne vinde de guldhjelme, siger Albert Adamsen.

Det er også hans umiddelbare ambition. Altså at få en guldhjelm på hovedet. Albert Adamsen fornemmede – siger han med egne ord – at Herning virkelig havde formen til at gå langt i det slutspil, der aldrig blev til noget.

- Vi har ”noget revanche”, der ligger og venter der i hvert fald og personligt arbejder jeg for mere istid og på at hjælpe holdet til flere point, konstaterer Albert Adamsen, der ”lidt længere ude i fremtiden” ønsker at blive førstemålmand enten i Metal Ligaen eller i udlandet. Lige nu passer rollen i Herning ganske godt til ham.

- Hele setuppet vi havde i sidste sæson fungerede fremragende. Ben (Cooper) og Dan (Jensen) supplerer hinanden godt og det er sjovt at spille under dem. Ben har den skarpe videoanalyse klar, og Dan har erfaringen fra en lang karriere og er en utrolig god motivator.

- Samtidig har vi fået Ernst (Andersen) ind som målmandstræner, og vi arbejder med nye ting og vinkler, som han observerer i træning og kamp. Det er virkelig med til at udvikle mig.

Hvordan har du holdt formen ved lige under Coronakrisen?

- Det har været svært at lave noget ordentligt, men det er blevet til masser af smidighedsøvelser, løb og udvikling af motorikken, siger Albert Adamsen til Metalligaen.dk.

Adamsen skal ind i sin fjerde sæson i Herning, hvor han tidligere har haft sin bror Ludvig som makker i defensiven. Sidstnævnte endte sæsonen i Frederikshavn og står endnu uden kontrakt i den kommende sæson.


Rødovre-direktør: Vi ser meget positivt på truppen i næste sæson NYT! ISHOCKEY MED I FASE2: Professionelle ligaer kan genoptage træningen