Den skulle være god nok med nyt NHL-snit over Rungsted

Der er flere gode, danske navne med NHL-erfaring, der får debut i Metal Ligaen i disse uger, og Alexander True tilslutter sig i aften Patrick Russell og Joachim Blichfeld, når han efter al sandsynlighed går på isen i Rødovre Centrum Arena.

True tog tidligt i karrieren til Nordamerika og har derfor kun nået 11 kampe i den bedste danske række for det daværende Rungsted Ishockey. Det tal bliver der lavet om på - den skulle være god nok og i øvrigt først bragt af bt.dk - i aften. Der er endnu ikke kommet en officiel bekræftelse fra Rungsted-kanten, men mon ikke den følger inden længe?

Alexander True er 23 år og har spillet 12 NHL-kampe for San Jose Sharks og 184 AHL-kampe for San Jose Barracuda. True er søn af den tidligere Rungsted-spiller Søren True, og har i sin flotte karriere også formået at score sejrsmålet for Seattle Thunderbirds, da klubben vandt Western Hockey League - en af de store nordamerikanske juniorligaer - tilbage i 2016-17-sæsonen. 

Man kunne sagtens forestille sig, at True - nøjagtig som Russell gjorde det, inden han blev skadet, skal ind og fylde skøjter ud i Rungsteds tredjekæde, hvor Gustav Green formentlig var tiltænkt pladsen fra sæsonstart. Han har dog været skadet i hele sæsonen hidtil. 


AFLYSNING: Herning-Herlev på søndag gennemføres ikke grundet Covid19 OPTAKT: Odense-Aalborg