Jeg sad lige bag Aalborgs udskiftningsboks i aftes klokken 19:30 og var tætteste vidne til en flok spillere, der virkelig ville vinde og arbejde sig ind i finaleserien, da de kom til kamp i aftes.
Kirill Kabanov førte an i motivationsråbene og koncentrationen og gejsten var total. Pirates-spillerne så ud til at være i zonen.
Udenfor var det umuligt at få en parkeringsplads i det skønne forårsvejr og de mange mennesker med tennisketsjere, floorballstave og gymnastikdragter var et tegn på, at der for alvor er ved at komme liv i Danmark.
Kun 2500 tilskuere i Bitcoin Arena manglede for at fuldende billedet af et normalt sports-Danmark igen.
Som en af de få indviede kunne man lune sig med en flæskestegssandwich, inden entreen til den isnende kolde arena, hvor tre lag striktrøjer var nødvendigt for at holde kulden ude.
Rungsted vandt den første vigtige duel, da Rasmus Andersson fløj forbi Carl Neill og fik lagt pucken til Nikolai Gade, der leverede et regulært drømmemål til 1-0.
Første kasse i sæsonen fra den farverige Rungsted-angriber, der har kæmpet for minutter i denne sæson, men som altid optræder som holdets mand, indpisker og med højt humør. En dejlig type.
Optakten til målet var ret sigende for finalekampene hidtil:
Andersson brugte lige nøjagtig et par ekstra procent energi i forhold til sin direkte modspiller. Som Rungsted har gjort det i forhold til Aalborg i de tre kampe hidtil.
Rungsted-træner Hjalmarsson overraskede med sin startopstilling og ved, at han ikke kastede Olsson og Persson ind sammen med Hardt i førstekæden.
I stedet fordelte han kræfterne bredt og derfor kunne hjemmeholdet holde til det pres, som et hårdarbejdende Aalborg-hold fik lagt i den første halvdel af kampen.
Aalborg-spillerne sled og slæbte - første periode var absolut godkendt - med Jeppe Jul Korsgaard, Julian Jakobsen og Sebastian Bergholt som bedste folk, men det er bare som om, at Pirates-angriberne kan arbejde i evigheder uden at få hul på Nihlstorp.
Mangler de at være inde være, hvor det gør rigtig ondt? De finder i hvert fald ikke den afgørende styring eller retur før Rungsted-backerne og der skal mere til, hvis den magiske svensker i målet skal passeres. Og smæk så til den første gang, når chancen er der. Der er ikke tid til at vente et sekund.
Mattias Perssons mål til 2-0 var sublimt. Hans skud blev flækket helt op i krogen, og selv om de tilstedeværende Rungsted-folk i pausen formanede om ikke at juble for tidligt, var det svært at se Aalborg komme tilbage i den kamp.
Den stærke moral fra 19:30 fusede stille og roligt ud hos gæsterne. Der var tydelig og logisk frustration og irritation som kampen skred frem, kulminerende med Josh MacDonalds angreb på Morten Jensen i slutfasen.
Har Aalborg mere at skyde med?
Naturligvis. Spil til den fede dame er holdt op med at synge, men der skal ske noget radikalt hos Pirates.
Måske mere fysisk på den gode måde. Ind under huden på Rungsted-spillerne, hvis ikke det er for sent. Mere aggressiv ageren foran Nihlstorp og så er der vel næppe tvivl om, at Garth Murray og staben ryster posen og sætter nye kæder op for at få sving i folk som Højbjerg-tvillingerne, Spelling og Ben Duffy, der slet ikke er kommet i gang.
Samtidig er der er ikke råd til at begå fejl i opspil og omkring de blå linjer. Rungsted straffer øjeblikkeligt. Spørg bare SønderjyskE om de fire sidste semifinalekampe.
Det klogt spillende Rungsted-hold er svært at slå ud af kurs.
Hjalmarssons mandskab spiller med kløgt og disciplin, teamwork og udnytter spidskompetencerne perfekt.
Rungsted har siden nederlaget i kamp et mod SønderjyskE vundet syv kampe på stribe. Trækker vi linjer tilbage til 2019 har Rungsted vundet syv finalekampe i træk med den samme stamme af spillere.
Aalborg står foran den størst mulige udfordring, og egentlig er det vel dybest set bare at slappe af, give jernet og rulle på i Bentax Isarena på fredag.
Nu er det alt eller intet for piraterne.