Herlev fik revanche for det seneste nederlag mod SønderjyskE med nøjagtig samme cifre - 3-2 i overtid - som da sønderjyderne senest vandt hos ørnene

Mathias Asperup blev matchvinder, da SønderjyskE og Herlev for anden gang i træk spillede 2-2 i de indbyrdes opgør og måtte ty til overtid.

Denne gang var det Herlev, der tog bonuspointet, takket være Asperups scoring efter små 64 minutters ganske intens hockey i Vojens.

Herlev var uden Joachim Linnet og Max Vilstrup Olesen i aften, mens hjemmeholdet var uden Matt Prapavessis, Mike Little, Daniel Galbraith og William Boysen.

Altmuligmanden Anders Førster var derfor forfremmet til back for at sønderjyderne kunne mønstre seks af slagsen.

Herlev fik en ønskestart på matchen. Kun to minutter var der spillet, da Lasse Mortensen sendte et skud afsted fra blå.

Gennem masser af trafik sejlede pucken ind bag Henriksen til en tidlig sjællandsk føring. Fem minutter skulle der gå, før hjemmeholdet forsøgte sig. Mads Eller var tæt på.

Et par powerplay til værterne kastede et par halve chancer af sig, men tydeligt man manglede de to normale blueline-styrmænd, Little og Prapavessis.

En friløber til Blak Olsen og en kæmpe chance til Magnus Molge burde have øget gæsternes føring, men Henriksen brillierede.

Med små to minutter til pausen måtte Oliver Gatz i skammekrogen, og det tilbud takkede gæsterne ja til.

En løs returpuck landede bag Henriksen og den skubbede Lindqvist Hansen problemløst ind og fordoblede føringen. 0-2 efter tyve minutter i Frøs Arena.

Anden periode blev sat i gang med en chance til lynhurtige Lindqvist Hansen, men målnæsen ikke med svenskeren i denne situation.

SønderjyskE slog igen med to mål

SønderjyskE forsøgte at arbejde sig ind i kampen igen og efter små fem minutter var Rollin Carlsson tæt på efter et arbejdsraseri.

Et minut senere var han ikke tæt på. En enkelt dribling og en hurtig afslutning mellem benene på Jidskog sendte SønderjyskE på måltavlen. Det gav et boost til hjemmeholdet.

Man fik spillet flyttet frem og Mikkel Jensen havde to store chancer, hvor skarpheden manglede. Det gjorde den til gengæld ikke hos Daniel Nielsen momentet efter.

Bag mål stod Steffen Frank og med en præcis pasning fandt Frank, der ellers ikke havde sat mange skøjter rigtigt de første små tredive minutter, Daniel Nielsen, der med baghånden sendte udligningen ind bag Jidskog i gæsternes mål, 2-2.

Herlev blev ramt af en stribe udvisninger i periodens sidste halvdel og det gav, fordelt af to omgange, hjemmeholdet chancen i spil fem mod tre.

Igen var fraværet af Prapavessis og Little imidlertid tydeligt en hæmsko for overtalsspillet. Man broderede og fik forbavsende få skud sendt afsted. 

Dermed klarede udeholdet ret ubesværet frisag.

Med under et sekund på klokken måtte Daniel Kønig en tur i straffeboksen. En lidt hårdt dømt udvisning, men det samme kunne Herlev sige om en af deres udvisninger tidligere i perioden.

Derfor kunne gæsterne starte tredje periode i overtal og spørgsmålet var, om de kunne gøre det lige så effektivt som i første periode mod et af ligaens statistisk set dårligste boxplay.

Asperup afgjorde
Der var ikke helt bid i Herlevs overtalsspil denne gang og værterne slap med skrækken i hvad der skulle vise sig at blive en stillingskrig.

Ganske vist var Brendan Harms tæt på og i modsatte ende havde Riekkinen en kæmpe chance, men ellers var der mere fokus på de bagerste rækker end i de første to perioder.

Det kunne heller ikke endnu et powerplay til hjemmeholdet ændre på.

Tiden tikkede af klokken, da Owesson pludselig fik chancen ud af det blå, men Henriksen var vågen.

De sidste par minutter sad Herlev på, men også SE nåede at byde ind. Jidskog blev dog Eskildsens overmand i duellen mellem to af Ugens Holds udvalgte.

Dermed måtte man ty til overtid.

Frank og Harms kom afsted, men kaptajnen havde ikke nogen stor aften og kiksede sin tværpasning.

Herlev derimod gik den direkte vej på mål og efter en Henriksen parade fik Edstrøm pucken i nettet.

Men efter videogennemsyn valgte dommerne at annullere scoringen og spændingen blev trukket ud.

Herlev havde mest speed og da Martin Eskildsen kiksede sig forsøg på at pille pucken fra Mathias Asperup, havde den lille forward ingen problemer med at køre på mål og udplacere Henriksen.

Derved kunne gæsterne tage bonuspointet med hjem i bussen.

Ikke helt ufortjent, da de virkede til at jagte det ekstra point mere end hjemmeholdet, der bagefter gennem det meste af overtiden.

Hos SønderjyskE må panderynkerne være dybe med tre af de bærende backs ude og derfor kan de vel egentlig ikke være helt utilfredse med trods alt at hive et enkelt point hjem.


METAL LIGAEN TV: Holten Møller: Vi kommer for sent i gang Sørensen brillerede og holdt nullet under hårdt Odense-pres