Canadieren er hentet til Heden som defensiv forstærkning

Blue Fox har hentet canadiske Kevin Tansey, der samtidig bliver holdets niende spiller med udenlandsk pas til den kommende sæson. 

Klubben præsenterer ham således i pressemeddelelsen. 

Blårævenes forsvar får med deres niende og sidste import til den kommende trup bogstaveligt talt tung skyts til forsvaret. Med en kampvægt på 102 kg bliver det med garanti et eftertrykkeligt møde for modstanderne, når de krydser vej med den 29-årige canadiske back Kevin Tansey, som kommer direkte fra den stærke tjekkiske liga efter et ophold hos Kometa Brno.

”Kevin Tansey er en bevægelig og stærk fysisk back, som har store kvaliteter både defensivt og offensivt. Inden han startede på Clarkson University, så spillede han forward. Men hans træner ønskede at omskole ham til back, og det har bidraget til, at gøre ham til en alsidig back, som kan bidrage i begge ender af banen. Vi forventer, at Kevin Tansey vil gøre alt, for at vise han hører til blandt de bedste backs i den danske liga til den kommende sæson", fortæller Blue Fox direktør Torben Skovsgaard.

Kevin Tansey går dermed ind i sin 4. sæson i Europa, hvor han forinden har spillet 2 sæsoner i den østrigske liga for henholdsvis Orli Znojmo og HC Innsbruck, hvor han blandt andet var holdkammerat med Jan Lattner, som spillede for Herning i sidste sæson. I sidste sæson spillede Tansey for både den slovakiske traditionsklub HC Kosice, som er blandt de største klubber i den slovakiske liga og senere for Kometa Brno i den bedste tjekkiske liga, som han skiftede til i løbet af sæsonen. I seneste sæson var han blandt de mest scorende backs i den slovakiske liga, hvor han lavede 9 mål i 20 kampe for HC Kosice inden sit skifte til Kometa Brno.

Hovedpersonen selv var hurtig til at slå til, da muligheden bød sig for et ophold til den kommende sæson i Herning.
"Jeg glæder mig virkelig meget til at komme til Herning. Da jeg fortalte mine nærmeste, at jeg skulle til Danmark, så har mange fortalt mig om dette smukke og dejlige land, hvilket jeg glæder mig meget til at opleve. Men jeg kommer først og fremmest til Herning for at vinde en masse kampe og naturligvis for at kæmpe med om mesterskabet", fortæller hovedpersonen Kevin Tansey.


Johan Marklund erstatter Morten Andreasen i Rødovre boksen White Hawks henter to backer i Sverige