SønderjyskE-Blue Fox Herning 5-3 (2-0, 2-0, 1-3) Hjemmeholdet fra SønderjyskE jagtede revanche søndag eftermiddag i Frøs Arena. 7-0 blamagen fra mødet på Heden skulle vaskes væk mod et udehold, der kom med selvtillid i bagagen efter endnu en sidste øjebliks sejr mod Odense Bulldogs.
Det blev dog i dag sønderjyderne, der tog alle tre point i en match, der endte med at blive mere spændende end cifrene antydede efter fyrre minutter med klar sønderjysk overvægt i spil og ikke mindst chancer. Talentfulde Mathias Borring med sit første hattrick for SønderjyskE blev kampens store oplevelse.
Sønderjyderne kom ud med med ild i såvel øjnene som jernene. Inden for det første halve minut havde Mads Eller, flot assisteret af Mike Little, og Martin Eskildsen allerede haft rigtigt fine muligheder for at sende hjemmeholdet i front. Kruse fik sved på panden fra start. O’Donnell med et par træk ind i zonen og en afslutning. Kruse afværgede. SønderjyskE sad på det hele.
Ikke meget ro til gæsterne, som måtte se Steffen Frank glide igennem. Den lange forward missede akkurat kassen. En udvisning til Daniel Nielsen gjorde ikke tingene nemmere for uldjyderne.
Ganske vist klarede de frisag de to minutter, men bare fire sekunder efter, Nielsen var tilbage på isen, fik sønderjyderne hul på Kruse. Et skud fra Rasmus Lyø, styrede Matt Salhany elegant ind højt i målet til en fuldt fortjent føring.
Seks et halvt minut var der spillet.
SønderjyskE trak ikke håndbremsen. Man lagde på og blot tyve sekunder senere, gav det bonus. Mathias Borring satte sin modstander med et smart træk og så udplacerede han Kruse. 2-0 og føringen var ikke et mål for stort.
Man skulle næsten midtvejs ind i perioden, før gæsterne for første gang bed lidt fra sig. Mathias Bau skød på Galbraith og kort efter forsøgte Rasmus Nielsen sig også fra distancen og Joachim Linnet fulgte op. Blokering Galbraith. Fortsat virkede SønderjyskE farligst. Mathias Borring havde 3-0 på staven efter oplæg fra O”Donnell.
Og et par minutter var det Martin Eskildsen, der burde have øget føringen. I modsatte ende, forsøgte Schleicher sig, mens der var mere snert i afslutningen fra Rasmus Nielsen kort efter. En intens og medrivende første periode med stor sønderjysk dominans sluttede med et godt riv fra Daniel Kønig, men over mål. Spørgsmålet var, om værterne kunne holde stilen, eller et Herning-hold, der slap nådigt med 2-0 på tavlen, kunne kæmpe sig tilbage i anden periode.
Gæsterne lagde et pres på SønderjyskE de første minutter. Mathias Bau var første mand til at opsøge en scoring, men Galbraith var på stikkerne.
Det var Kruse også i udeholdets mål, da Matt Salhany minuttet senere forsøgte sig. En udvisning til gæsterne tog lidt af Blue Fox-presset, omend hjemmeholdets powerplay ikke kom frem til meget brugbart.
Udeholdet jagtede sit første mål denne aften, og det var tæt på at komme, da Mads Christensen tæt under mål kom på skudhold. Godt midtvejs i perioden måtte Marco Petersen en tur i værternes straffeboks og uldjyderne dermed med muligheden for at spille fem mod fire.
Her var det atter engang Mads Christensen, der var tæt på med et hårdt skud tæt forbi den fjerneste opstander. Face off i hjemmeholdets zone og Steffen Frank i dialog med Mathias Borring.
Om de lagde planen for de næste sekunder vides ikke, men Frank vandt face off’en og sendte Borring afsted. Den talentfulde forward overskøjtede gæsterne og alene med Kruse, peb han pucken ind. Udeholdet forsatte dog i overtal og her var Jakob Jessen tæt på, men Galbraith hurtig med griberen.
Et lille håndgemæng mellem Markus Jensen og Oliver Gatz gav spil fire mod fire. Her var det først Blue Fox, der kørte på, men da SønderjyskE fik erobret den lille sorte skive, kørte Szmatula bag Kruses mål. Her smed han en præcis baghåndspasning ind foran kassen til Boysen, der roligt sendte værterne op med 4-0.
Pause i Vojens, hvor det nu gjaldt for sønderjyderne om at finde det rette spændingsniveau i en tredje periode, hvor gæsterne uden tvivl ville jagte den hurtige scoring, der kunne få dem tilbage i matchen, mens værterne skulle forsøge at balancere den sikre føring i hus.
Den mission lykkedes Herning med. Kristian Jensen sendte et varselsskud afsted og da SønderjyskE kiksede i defensiven, efterlod det udeholdet med en kæmpe chance, som i anden omgang gav kasse. Mathias Bau var skarpretter.
Man lugtede blod hos gæsterne og Bau var tæt på igen kort efter. Det samme var svenske Drugge, der trak pucken mod mål, men måtte se Galbraith parere. Sønderjyderne fandt så småt tilbage i rytmen og Daniel Kønig fik muligheden på en retur. Han kunne have valgt det korte træk på tværs, der havde givet ham et åbent mål, men han trykkede af med det samme og Kruse fik afværget.
Godt midtvejs i perioden lignede det mere og mere, hjemmeholdet kunne køre tre point sikkert i havn.
Men så kiksede udskiftningen og efterlod Blue Fox med en motorvej. Det tilbud takkede Bau ja tak til og smækkede uldjyderne et mål tættere på.
Lidt gummiarm hos værterne, der imidlertid hurtigt fandt sig selv. En kæmpe chance til Shawn O’Donnell kunne have lukket kampen, men Kruse fik samlet benene i rette tid. Med godt tre minutter på klokken trak gæsterne keeperen, og det nåede man kun akkurat, før gevinsten kom. Et skud udefra blev styret foran mål og pucken dumpede ned foran Mads Christensen, der kunne skubbe pucken over stregen. Hvad der lignede en sikker hjemmesejr var nu istedet et tæt drama.
Med to minutter igen trak man atter keeperen. Man forsøgte at ligge pres på, men SønderjyskE kom godt imellem mange pucke. En af disse fik O’Donnell kontrol over. Med baghånden sendte han skiven videre til Borring, der kort før blå linie sendte pucken mod og i mål.
Hattrick af Borring Hansen og 5-3 sejr til værterne. Set fra hjemmeholdets synspunkt, blev det unødigt spændende, men det med gæsternes briller må have givet lidt til selvtillidskontoen, at man trods alt formåede at skabe spænding i dagens match, trods et svært udgangspunkt efter fyrre minutter med sønderjysk dominans.
At de tre point endte hos SønderjyskE kunne ingen indvende noget imod. Bedste mand hos hjemmeholdet Mathias Borring, skarpt efterfulgt af en veloplagt Matt Salhany, mens gæsterne på dagen havde sine bedste i Mathias Bau og keeper Emil Kruse.