Der ingen tvivl om, at det bliver et af sæsonens mål i dansk ishockey: William Boysen lige foran Esbjerg-målet, iskold gennem egne ben og forbi Thomas Lillie til scoring. Hvilken fin detalje af Boysen, der havde noget at bevise overfor sin egen målmand, Patrick Galbraith, der havde leveret interne drillerier i SønderjyskE-lejren.
Gør det nu bare i kamp, havde Galbraith ifølge TV2 Sport sagt til Boysen til træning, når den tidligere Rungsted- og Frederikshavn-spiller praktiserede sit trick til træningen i Vojens.
- Når han begynder at brokke sig til træning igen, kan jeg jo sige, at det har vi sådan set gjort, siger William Boysen med et glimt i øjet til TV 2 SPORT.
- Jeg kan lægge en baghånd med det samme, men målmanden sidder jo allerede ned, så det er bare at skyde den i benskinnen på ham. Men hvis man lige tager den igennem benene, får man en meter gratis, hvor der så burde været tomt mål i den anden side, forklarer SønderjyskE-angriberen.
Det lykkedes så fredag aften, og Boysen kan for en stund lukke munden på omklædningsrummet og henvise til en video med målet mod Esbjerg.