Det bliver heller ikke i den kommende sæson, at Metal Liga-klubberne får "fanget" Brett Thompson.
Den tidligere Herlev-kaptajn, som formentlig vil være en attraktiv spiller for mange Metal Liga-klubber, har nemlig fundet ny tysk adresse efter en sæson i norske Stjernen i Fredrikstad.
Brett Thompson rykker for den kommende sæson til det sydlige Tyskland, hvor han skal spille for Selber Wölfe, der i den netop afsluttede sæson sikrede en plads DEL2 efter en sæson, der resulterede i oprykning fra Oberligaen.
Her bliver han i øvrigt holdkammerat med den tidligere Odense-back Nick Walters og Lanny Gare, der spillede for Herlev helt tilbage i 2007/08-sæsonen.
Den hidsige Lanny Gare, der i Herlev leverede 22 point i 71 udvisningsminutter i 32 kampe, er efterhånden blevet 42 år, men er altså still going strong - også i den kommende sæson.