Trods nederlaget glædede Herning-forwarden sig over at være tilbage

Hernings canadier Brodie Dupont var tilbage på isen tirsdag aften i Aalborg, hvor han efter en god måneds pause endelig var på isen igen. Følgerne af en hjernerystelse har holdt Dupont ude i en måneds tid - faktisk på et tidspunkt, hvor han for alvor havde fundet formen. 

Han havde trænet igennem nogle gange før kampen i Aalborg, og var trods nederlaget på 4-5 vældig tilfreds med intensiteten i kampen i det nordjyske, siger han til Herning Folkeblad. 

- En fed kamp at spille i en flot kulisse med mange tilskuere. Der var højt tempo, flotte individuelle detaljer, og så var der også tilløb til nogle bataljer mellem spillerne. Tændingen var høj. Vi kæmper os flot tilbage, men at vi ikke scorer i vores fem-mod-tre-overtal, kommer til at koste. Skuffelsen suger nok energi ud af os, og samtidig giver det ny tro til Aalborg. Det var på alle måder en ærgerlig afslutning, siger Dupont om kampen, som Pirates vendte fra 3-4 til 5-4-sejr i slutfasen.

Herning er allerede på isen i morgen igen, hvor det gælder en match mod Frederikshavn White Hawks på Kvik Hockey Arena. 

Her får Dupont altså det første gensyn med sit eget publikum efter skadespausen. 


Esbjerg sled sig til en spinkel sejr over Rødovre VIDEO: Derfor hylder Odense veteranerne fredag aften