Esbjerg sikrede sig med nød og næppe alle tre point, da man torsdag aften hjemme slog Rødovre med 4-3. Vestjyderne viste undervejs i kampen noget af den kynisme, som man tidligere på sæsonen har savnet, men igen var man ved at sætte en solid føring overstyr, da Rødovre gik fra 4-1 til 4-3 og dermed ikke var langt fra en udligning i slutfasen.

Esbjerg Energy – Rødovre Mighty Bulls 4–3 (2-0, 2-2, 0-1)

Torsdag aften var det for første gang i små tre uger atter blevet tid til Metal Liga-hockey i Granly Hockey Arena. En landskampspause og to udekampe affødte den lange ”tørkeperiode” for det vestjyske ishockeypublikum, der senest måtte se SønderjyskE vinde endnu et tæt lokalopgør tirsdag aften i Vojens.

Dagens gæster var fra Rødovre og københavnerne har, præcist som Esbjerg, tabt mere end de har vundet på det seneste. Begge mandskaber har også været utroligt hårdt plaget af skader gennem det meste af sæsonen. Esbjerg har således kun tre spillere i truppen, som ikke har været ude med en skade i løbet af sæsonen og vestjyderne har i alt misset 118 ”mandekampe” hidtil i sæsonen – hvis man spiller for spiller laver en opgørelse over, hvor mange gange en spiller har siddet ude. Hård kost for Mark Pedersons tropper, der bl.a. har haft samtlige importspillere ude med skader.

Rødovre har dog ikke haft det nemmere og Riku-Petteri Lehtonens panderynker må være mindst lige så dybe som Mark Pedersons. Rødovre har således kun to spillere i truppen, som har spillet samtlige 41 kampe hidtil i sæsonen. Laver man samme regnestykke på missede ”mandekampe” for Rødovre, så lander man umiddelbart på et tal omkring de 119 for de spillere, som har været en fast del af Rødovre-truppen gennem hele sæsonen.

Esbjerg har for nyligt sagt farvel til Travis Walsh netop pga. skader og hans afløser Jason DeSantis var endnu ikke klar til at tørne ud for vestjyderne denne aften. Hos Rødovre måtte man se bort fra Lasse Carlsen, Nicklas Carlsen, Magnus Galby, Thomas Olsen, Jonas Sass og Teemu Virtala. Til gengæld gjorde Matthias Asperup comeback.

Målmandsduellen stod mellem Kasper Krog og Matt O’Connor.

Esbjerg tog teten i chancefattig åbningsperiode

Det var småt med chancer og begivenheder i første halvdel af åbningsperioden. Matt Pistilli fik budt ind med et enkelt forsøg efter tre minutter, men ellers var der langt mellem mulighederne i de første 10-12 minutter, hvor Esbjerg var klart mest på pucken.

Vestjydernes spillemæssige overtag blev dog belønnet i det 14. minut, hvor Grayson Downing tog sagen i egen hånd og med en lumsk håndledsafslutningen fra udkanten af slottet fik passeret Matt O’Connor til 1-0.

En udvisning til gæsterne efter 16 minutter kastede ikke umiddelbart noget af sig for værterne – og så alligevel; det var således i kølvandet på selvsamme udvisning, at Esbjerg bragte sig på 2-0.

Rødovre var her netop blevet fuldtallige, men forvirringen var total i gæsternes defensiv, hvor Miro Keskitalo indtog en uheldig hovedrolle, ved at servere pucken lige på bladet til Valdemar Ahlberg, der dog brændte den store chance foran O’Connor. Esbjerg bevarede dog presset og Rødovre-defensiven var atter gavmild, da Zach Pochiro efterfølgende fik foræret pucken og ugeneret og uassisteret kunne fordoble Esbjergs føring.

Målrig og underholdende midterperiode

Esbjerg fortsatte umiddelbart anden periode, hvor man havde sluppet i første. Der var således kun spillet et minut, før det for alvor brændte på foran Rødovre-målet. Trevor Cheek viste fornemt overblik og sendte Christian Wejse af sted på en friløber, som den hårdtarbejdende forward dog brændte.

Fem minutter senere skulle det lykkedes for Esbjerg at udbygge føringen, da Grayson Downing selv brød et Rødovre-opspil og slog kontra. En tværpasning blev sendt ind foran mål til en fremadstormende Valdemar Ahlberg, der resolut sendte pucken i nettet til 3-0. Esbjerg så ud til at have fundet noget af den kynisme, som man har savnet gennem en stor del af grundspillet.

Rødovre begyndte efter målet at bide mere fra sig og kæmpede nu godt for sagen. Gæsterne havde ved flere lejligheder Esbjerg på krogen, men Kasper Krog tog godt fra i Esbjerg-målet – ikke mindst på forsøget fra Steffen Klarskov, der tæt under mål fik en gigantisk chance.

Gæsternes spillemæssige overtag kastede en Esbjerg-udvisning af sig i det 13. minut, hvor Jesse Mychan måtte til afkøling for en slashing.

Rødovre rullede herefter overtalsformationerne ud og det var netop hvad gæsterne behøvede, for at bringe sig på tavlen. Først forsøgte Miro Keskitalo sig med en glimrende afslutning fra udkanten af slottet og senere fulgte Matthias Asperup op og reducerede til 3-1.

Glæden over reduceringen skulle dog vise sig relativt kort i Rødovre-lejen, da Esbjerg tre minutter senere atter fik etableret en tremålsføring. Andreas Grundtvig gik her på mål. O’Conner halvklarede, men efterlod en løs puck foran mål, som Brett Welychka var først over; 4-1 var en realitet.

Steffen Klarskov kunne med lidt held have reduceret et par minutter før pausen, da han var helt alene med Krog, men Esbjerg-keeperen tog sig af forsøget fra Rødovre-forwarden.

20 sekunder før pausen måtte Krog dog kapitulere, da Mads Eller tog chancen fra en halvspids vinkel og med en glimrende afslutning gjorde det til 4-2, som også var stillingen forud for tredje periode.

Esbjerg stod imod i nervepirrende afslutning

Tredje periode var kun 16 sekunder gammel, da Rødovre reducerede til 4-3. Matthias Asperup tog chancen fra distancen, da han nærmest slyngede pucken på mål. Krog i målet så ikke pucken, som sejlede ind i netmaskerne bag ham.

Bange anelser i Esbjerg-lejren, der har sat alt for mange føringer overstyr i denne sæson. Esbjerg-defensiven virkede nu febrilsk og man var i det hele taget alt for stationære i egen zone, mens Rødovre ufortrødent kørte på og nu sad på langt det meste af spillet.

Måltavlen gik i sort omkring fem minutter inde i perioden og det gav Esbjerg lidt ro og en mulighed for at undgå at gøre det samme. Man forsøgte at få samling på tropperne, men et par udvisninger til vestjyderne gjorde måske det hele lige lovligt spændende for hjemmepublikummet.

Særligt Jeppe Vinthers udvisning med fem minutter igen dannede grobund for bange anelser hos vestjyderne. Til Esbjergs held fik Steffen Klarskov dog raget en udvisning til sig for en høj stav minuttet efter og overtal blev på et lille minut til undertal for gæsterne. Her havde Esbjerg en stor tredobbelt chance for at udbygge føringen, men O’Connor var på sin plads i målet.

I slutfasen opstod der lidt forvirring hos gæsterne, der på et tidspunkt både havde O’Connor og en ekstra markspiller på isen. Derfor en Rødovre-udvisning og det sidste håb om en udligning forduftede. Det blev dermed ved lige ved og næsten for gæsterne, der måtte rejse hjem med et spinkelt nederlag på 4-3.


VIDEO: Krag-Christensen nyder at være i Vendyssel Brodie Dupont: Fed kamp, fed kulisse i Aalborg, ærgerligt med nederlag