Frederikshavneren er en af tre debutanter i den kommende landsholdstrup

Christopher Frederiksen står klar til landsholdsdebut, når Danmark i dagene 7.-9. november møder Østrig og Norge i Lørenskog.

Frederiksen er oprindelig frederikshavner, men endte med at skifte til Aalborg for at få mere spilletid, dengang Pirates forsøgte at bygge et nyt hold op. Det betød, at Frederiksen også kunne bygge sig selv op via ”masser af is”, og det kulminerede med mesterskabet i 2018.

Derefter skiftede han tilbage til Frederikshavn, hvor han i de to seneste sæsoner også har været en bærende kraft. Så bærende, at han altså i en alder af 25 år nu er kommet ind i landsholdsvarmen.

Og det glæder Frederiksen, der håber, at turen til Norge blot er starten på en længere karriere i rødt og hvidt.

- Jeg er stolt og glæder mig til at prøve det. Jeg håber, at jeg kan gøre et godt indtryk, så jeg får lov til at prøve det igen, siger han til Kanal Frederikshavn.

Christopher Frederiksen var ude af kampen fredag i Odense, men er altså ikke slemt skadet. Han er klar på fredag, når Frederikshavn drager til Rungsted i et topopgør i Metal Ligaen.

- Jeg har fået et slag over hånden, men intet er brækket, og jeg spiller fredag, forsikrer Christopher Frederiksen – også overfor Kanal Frederikshavn.


Kampnoter: Rundt om Aalborg Pirates-Herning Blue Fox Victor Rollin-Carlsson har fået ny inspiration i Herlev