Nottingham Panthers' General Manager Gary Moran sad i presserummet i Frøs Arena mellem anden og tredje periode i kampen mellem Nottingham og SønderjyskE søndag aften, og han slog fast, at Nottingham Panthers IKKE kunne være vært for Continental Cup-finalen, der skal spilles mellem 10.-12. januar.
Der er nemlig kunstskøjteløb i Motorpoint Arena i Nottingham i weekenden, hvor finalen skal spilles, og det var Moran på ingen måde tilfreds med, for han var ikke i tvivl om, at Nottingham kunne trække et sted mellem 3000 og 5000 tilskuere til eftermiddagskampene, og op mod udsolgt (7500 tilskuere) til aftenkampene. Men det forhindrer kunstskøjteløb.
Til gengæld ville Moran gerne bakke op om en tur mere til Vojens og Sønderjylland, og garanterede, at Nottingham ville medbringe dobbelt så mange fans som i den her weekend, hvor briterne vel havde et sted mellem 200 og 300 festlige fans med i Danmark.
Og SønderjyskE vil gerne have Continental Cup Super Final, bekræfter Klaus B. Rasmussen, SønderjyskE's administrerende direktør, overfor Metalligaen.dk.
Bulletinerne siger også, at SønderjyskE har fået rigtig gode karakterer af de internationale delegerede i Vojens i weekenden, og dermed bør Vojens-klubben og Frøs Arena altså have gode chancer for at blive vært for finaleserien.
Med den værste konkurrent, Nottingham, elimineret, er der to modstandere tilbage i form af Neman Grodno (Hviderusland) og Cracowia Krakow (Polen), der kvalificerede sig til Super Final fra den anden pulje.
Ispaladset i Grodno tæller omkring 3000 pladser og er en anelse slidt, mens Cracowia Krakows arena har plads til 2514 tilskuere.
Til den afgørende kamp i aftes om at komme videre i Continental Cup var der 1000 tilskuere, der overværede Cracowias 2-1-sejr over Donbass Donetsk.