Fire spillere fra fodboldens Superliga er i dag blevet sat i karantæne på grund af mistanke om Coronavirus, og udviklingen har nu fået den konsekvens for SAMTLIGE danske ishockeyrækker, at både post- og pregame-handshakes afskaffes indtil videre.
For Metal Ligaen gælder det, at ligachef Kim Pedersen efter vurdering af myndighedernes udmeldinger og samtale med andre sportsgrene har udstukket følgende retningslinjer:
Det skal hermed meddeles at fra d.d. og indtil andet meddeles skal spillerne ikke længere skal gennemføre pre- eller post-game handshakes.
I stedet kan spillerne anvende såkaldte ”fist-bumps” uden at handskerne tages af.
Derudover opfordres alle til at tage ekstra håndsprit med i både omklædningsrum og spillerboks – og sørge for at spillerne anvender dette jævnligt.
Som en selvfølge forventes alle at følge de anbefalinger som Sundhedsstyrelsen giver.
Derudover instrueres klubberne som følger:
- Klubberne skal opfordre tilskuere og andre interessenter til ikke at møde op til kamp, hvis de har befundet sig i et af risikoområderne eller har været i kontakt med en smittet person.
- Sørg for at der udelukkende er adgang for interne relevante personer, når spillertruppen og staben omkring jeres forskellige hold er samlet. Dette gælder fx omklædningsrum og spillerbus.
- Sørg for at staben omkring holdet og spillertruppen afholder sig fra fysisk kontakt med andre end kampens aktører. Det vil fx være håndtryk, highfives og autografskrivning til fans.