Varde-klubben var ganske ambitiøs og tabte til Vojens i en tæt oprykningskamp til 1. division, inden klubben måtte stoppe

Varde Ishockey Klub blev startet i en fysiktime på en af byens skoler, hvor læreren, Knud Bertelsen, diskuterede ishockey med sine elever. De besluttede sig for at starte en klub, der i begyndelsen blev drevet på interimistisk vis.

Når spillerne skulle i kamp, stoppede de sig ud med aviser og langt hen i Varde IK’s levetid var alt klubbens udstyr hjemmelavet. Klubben blev stiftet 19. januar 1963 og spillerne kunne gøre nytte af nærheden til den kunstige bane i Esbjerg.

Gennemsnitsalderen på Vardes første mandskab var blot 15 år, og knægtene opnåede lynhurtigt fremgang. De gik til sagen med stor ihærdighed i byen, som lederen Knud Bertelsen berettede i en artikel i B.T. i 1966.

Varde-klubben havde store ambitioner og havde på artiklens tidspunkt – i 1966 – faktisk både seniorholdet i 2. division og en slags ungdomsafdeling, hvor spillerne fra førsteholdet havde pligt til at opflaske de unge spillere. Det gik godt i Varde, og der var sportslig fremgang hvert eneste år. De unge spillere blev mere voksne, gennemsnitsalderen steg til 18 år i 1966, og Vardes største triumf var andenpladsen i 2. division vest, hvor klubben kun blev overtrumfet af Esbjergs andethold.

Varde vandt endda oprykningskampen mod det tilsvarende hold fra 2. division Øst, AIK Frederiksholm, med 8-5 og fik dermed ret til at spille om en plads i 1. division mod Vojens. Det var lige ved og næsten: Vojens vandt 4-2 på hjemmebane, og det var desværre noget af det sidste, man hørte til ishockey i byen.

Året efter blev Varde nummer to i 2. division vests sydkreds og derefter var det slut med klubbens optrædener i DIU’s årbog. Men mange Varde-spillere fortsatte med at spille ishockey i Esbjerg, og Knud Bertelsen blev en mangeårig og dybt respekteret leder i dansk ishockey.


Dresler om sin sæson som dommer: Du må kun bruge et sekund til dit kald PODCAST: Da Thor Dresler stod over for Renberg, Sundin og Forsberg