(Næsten) altid jævnbyrdigt mellem de klassiske jyske rivaler

Der er et eller andet i kampene mellem Herning og SønderjyskE.

Noget, der fører tilbage til de store kampe, serier og mesterskaber i årene fra 2006 og frem til 2015, hvor de to hold notorisk delte mesterskaberne mellem sig. 

Det har givet en gensidig respekt parterne imellem, og lige præcis den respekt kunne man mærke i den seneste tætte kamp mellem de to hold i Kvik Hockey Arena, som Herning vandt 3-2.

Det var ikke køn ishockey, der blev ikke givet ved dørene, men det gik sjældent over stregen.

Man kunne også næsten mærke den gensidige respekt på podiet ved Media Day ved Metal Final4 i eftermiddag, hvor rutinerede Daniel Nielsen og Steffen Frank repræsenterede klubberne. 

Også de to trænere Pekka Tirkkonen og Mario Simioni er også tidligere aktive spillere i de respektive klubber, og Mario Simioni kommer altså til Aalborg som forsvarende Metal Final4-mester.

I sidste sæson vandt SønderjyskE titlen med en finalesejr over Esbjerg, og Mario Simioni slog fast, at sønderjyderne kommer for at genvinde titlen. 

- Begge hold kender hinanden rigtig godt. Det kommer til at blive intenst. En kamp for tid, rum og centimeter, lød de sidste ord inden pressemødets afslutning fra Pekka Tirkkonen. 

Han får sine to OL-spillere Mathias Bau og Morten Poulsen til Aalborg i morgen og har dem - med forbehold - til rådighed.

Patrick Galbraith kommer ind til SønderjyskE's mandskab, men Mario Simioni ville endnu ikke afsløre, om han står i morgen - og gav i øvrigt rosende ord til Nicolaj Henriksen, der har været førstemand mens Galbraith har været i Beijing.

- Både Herning og SønderjyskE er vindende organisationer. Vi vil vinde, de vil vinde. Det her er en kamp, der betyder rigtig meget for os, og det bliver afgørende, hvilket holds spillere, der er i stand til at holde total fokus, når de er på isen, lød det fra Mario Simioni. 

Kampstart 17:00 i morgen i Sparekassen Danmark Isarena. 


REDAKTØRENS BUD: Aalborg er favorit i en ultratæt turnering Aalborg ude efter revanche mod Corona-ramte rivaler