Den nye canadier er stærk på skøjterne og i offensiven, siger træner Marc Lefebvre

Netop i dag er det offentliggjort, at Odense Bulldogs har sagt goddag til den canadiske back Cody Donaghey. Og det er ikke en tilfældighed, at netop Donaghey er endt på Fyn.

Han har nemlig trænet under Marc Lefebvre i Orlando i ECHL. 

- Cody er en dynamisk offensiv back, som vil give os noget, vi behøver på blå linje. Han skøjter samtidig rigtig godt, hvilket giver ham mulighed for at støde med frem i angrebet.

- Han spiller fysisk i egen zone og solid i defensiven. Jeg havde fornøjelsen at coache ham i Orlando i en sæson, hvor han var den fjerdebedst scorende back. Vi er sikre på, at han vil bidrage på samme måde hos Bulldogs i den kommende sæson, siger Marc Lefebvre.

Selv siger Donaghey om skiftet: 

- Jeg glæder mig til at blive en del af Bulldogs. Det er en ny start for mig, og jeg glæder mig til at blive en del af den europæiske kultur. Jeg har hørt gode ting om byen og holdet.

- Jeg kender i forvejen folk i Odense-organisationen, og det er altid godt at se familiære ansigter, når du kommer til et nyt sted. Jeg har store forventninger til mig selv og håber på et "great year", lyder det fra den canadiske back. 

Donaghey kommer direkte fra ECHL, hvor han i de seneste sæsoner har spillet for Orlando Solar Bears. Forinden har han en ganske fin karriere bag i en af de store canadiske juniorligaer, QMJHL, hvor han spillede fem sæsoner for en håndfuld forskellige klubber.

Hans bedste sæson i QMJHL var den sidste, hvor det blev til 40 point i 52 kampe for Charlottetown og Sherbrooke. Derefter fik han chancen for Belleville i AHL, inden han landede i ECHL.

Her begyndte han med en sæson i Toronto-forstaden Brampton, inden turen altså gik til Orlando i Florida og to sæsoner hos Solar Bears. I alt har han spillet 180 kampe i ECHL med habile 80 point til følge. Det ligner en back, der kan gøre sig bemærket i dansk ishockey og han havde altså Odense-træner Marc Lefebvre som assisterende træner i tiden i Orlando. 


RETRO: Canadieren, der hjalp Rødovre for 50 år siden WH-boss: Yashin er en russisk kraftkarl