Ishockeyens abonnementsløsning blandt de fem bedste i kampen om E-handelsprisen

UNLIMITED HOCKEY ER I FINALEN! 

Ikke i Metal Ligaen, men i kampen om "Bedste abonnementsløsning" til E-handelsprisen 2022, hvor ishockeyens abonnementsløsning til billetter skal kæmpe med en række meget skarpe konkurrenter om den fornemme titel.

Følgende fem abonnementsløsninger er med i finalefeltet:

Champagne For Alle – Champagnekassen
Ejner Hessel
Matas
UNLIMITED HOCKEY
Wash World

- Vi er meget stolte over at være med i finalen. Det er blot at kigge på konkurrenterne og se, hvem vi er oppe imod. At vi er endt i top fem er allerede en blåstempling af UNLIMITED HOCKEY og selvfølgelig går vi efter at vinde titlen. Sådan er vi ishockeyfolk naturligvis, siger en glad kommerciel chef i DIU, Thomas Bjuring, der er manden bag UNLIMITED HOCKEY.

Næste punkt på dagsordenen er, at UNLIMITED HOCKEY skal præsenteres detaljeret på den såkaldte jurydag 3. maj, hvor Thomas Bjuring skal præsentere abonnementsløsningen for en syv mand stor jury. Selve prisen uddeles ved en større prisfest, hvor samtlige E-handelspriser uddeles.

- Selv om vi er endt i finalen om den fornemme pris, så er vi bestemt ikke færdige med at udvikle UNLIMITED HOCKEY. Vi vil rigtig gerne forbedre ordningen, så klubberne og ikke mindst fansene ude i hallerne får mest muligt ud at være med, siger Thomas Bjuring.


Mario Simioni: Vores powerplay fungerede ikke, fortrøstningsfuld til næste sæson Martin Larsen i ekstase: Næsten som at vinde mesterskabet