Herlev delte ingen adventsgaver ud i Vojens søndag eftermiddag

SønderjyskE-Herlev Eagles 1-4 (0-1, 0-1, 1-2) Det var et amputeret sønderjysk mandskab, som denne 2. søndag i advent tog i mod et Herlev hold, der fredag aften ydmygede Mighty Bulls og skulle ride videre på bølgen. Det blev en ret jævnbyrdig affære, hvor Eagles endte med fuld gevinst efter en effektiv og helstøbt holdindsats mod et, trods gevinsten mod White Hawks sidste søndag, fortsat kriseramt hjemmehold.

De første tyve minutter blev ganske jævnbyrdige og tætte. Der var chancer i begge ender, for gæsternes vedkommende hovedsageligt i deres to overtalssituationer, hvor ikke mindst Asperup og Oliver True testede Pettersson.

Hjemmeholdet fik også en enkelt mulighed fem mod fire, men overtalsspillet virkede usammenhængende. Til gengæld havde Jacob Panetta en god chance i fem mod fem og kort efter var det William Pelletier med nærmest tomt mål, men canadieren fik ikke rigtigt ram på den dansende gummiskive.

I periodens slutning kom dommerne i fokus. Først lignede det en slashing på en SønderjyskE backs stav, som ikke blev kaldt og kort efter blev Jacob Panetta ramt af Tim Dalys høje stav og måtte køre i omklædningsrummet. Heller ikke her lød dommerens fløjte. Protesterne fra værterne og hjemmepublikummet blev ikke mindre, da man mente en lyseblå-klædt spiller fik slået staven ud af hånden uden konsekvens og udeholdet udnyttede situationen til at bringe sig i front kort før pausen. 1-0 føring til gæsterne efter tyve minutter.

Anden periode blev indledt med værterne i teten spillemæsssigt og chancemæssigt. Men ikke scoringsmæsigt. En stor mulighed for udligning var det, da de to Borring-brødre samt Cam Brown kom afsted i noget, der mindede om en tre mod een. Mathias Borring i ping-pong med Cam Brown, og storebror Borring fri til firsttimer.

Han valgte dog endnu en pasning, og chancen løb derfor ud i ingenting.

Herlev tog straks en tidlig Time-Out, men stadig var sønderjyderne det toneangivende hold de næste minutter. Og atter engang kom dommerne i fokus. I to situationer mente hjemmeholdet, dommerne overså en klar forseelse, og protesterne tiltog yderligere, da SønderjyskE i stedet selv blev idømt en udvisning.

En udvisning gæsterne konsekvent sænkede til en fordobling af føringen. For anden gang var en stærkt spillende Tim Daly manden med scoringen.

Spécial teams har på det seneste haltet hos de forsvarende mestre og i dag var ingen undtagelse. Man fik efterfølgende to gange chancen i power play, men ingen reducering.

I begge tilfælde virkede overtalsspillet ganske ideforladt. Herlev derimod spillede en gedigen box og fik efter føringen momentum. Gæsterne spillede klogt og behøvede ikke overanstrenge sig for at forsvare 2-0-føringen til pause.

Sønderjyderne skulle ud og jagte en hurtig reducering i kampens sidste tyve minutter, men udeholdet stod godt i banen og holdt værterne effektivt fra fadet. Midtvejs i perioden måtte to Herlev-spillere dog med kort mellemrum i straffeboksen, og det gav halvandet minuts fem mod tre til hjemmeholdet.

Og selv om gæsternes tre spillere fightede godt for sagen, måtte de til sidst kapitulere, da Oskar Drugge smækkede pucken i kassen. Forløsende scoring for svenskeren, men glæden blev kort.

Mindre end to minutter senere udnyttede et snarrådigt Herlev-hold iskoldt sønderjysk forsvars-sjusk og en anden svensker i form af Isac Skedung kunne uhindret smide 3-1 føringen ind bag landsmanden Pettersson. Det punkterede reelt kampen.

SønderjyskE forsøgte sig tidligt med seks mod fem, men det endte med at give bagslag, da Kasper Larsen i en høj bue sendte gummiskiven i det tomme mål. 4-1 sejr til Herlev og det var ikke ufortjent.

Det var et gæstehold med langt mere struktur og ikke mindst skarphed, der ikke delte adventsgaver ud og derfor kunne tage alle tre point med til Sjælland. Efter en mindre downperiode har Eagles atter fundet rytmen og effektiviteten i deres spil.

Anders Førsters tropper derimod fortsætter nedturen, og det skal blive interessant om den relativt uprøvede cheftræner kan få vendt skuden. seks point ud af 24 mulige kan umuligt være tilfredsstillende for de forsvarende mestre, der virker ramte på selvtillid og harmoni


Bau og Herning knuste Rødovre med 10-2 LYNOPTAKT: Dagens kampe i Metal Ligaen