Sæsonen gik langt fra som håbet og ønsket i Herning. Kvartfinalen blev endestation.

Herning Blue Fox gik efter det hele i den her sæson – og lagde ikke skjul på, at målet var titler – både i Metal Ligaen og Metal Cuppen. 

Sådan gik det ikke. Midtjyderne tabte muligheden for Metal Final4 i en fart efter en halvskidt sæsonstart, og i går sluttede festen i slutspillet allerede i den femte kvartfinale. 

Formand Claus Sørensen skitserede sæsonen – og erkendte stor, stor skuffelse – efter den tidlige exit fra sæsonen.

– Jeg stod jo på generalforsamlingen for ikke så længe siden og fortalte, at målet for denne sæson helt klart var en plads i DM-finalen og en vundet pokal. Det må vi erkende, at det mål er vi langt fra at opfylde, og også derfor er det en kæmpe skuffelse. På papiret er det her hold måske det bedste, vi har haft de seneste 10 år. Det er da dybt skuffende, siger han til Herning Folkeblad.

Blue Fox-sæsonen minder en del om sæsonen for to år siden, hvor Blue Fox blev nummer syv i grundspillet og også røg ud i kvartfinalen – dengang mod Frederikshavn. En sæson, hvor resultatet betød fyring af Todd Bjorkstrand. 

Naturligt nok havde den nuværende coach – Petri Skriko – ikke så meget at sige efter nederlaget i Aalborg søndag eftermiddag – det var en hård omgang at ryge ud tidligere end forventet. 

– Jeg træt og selvfølgelig ærgerlig, og jeg har nok lidt svært ved at sætte ord på, sagde Skriko til Herning Folkeblad – og havde ikke lyst til at forholde sig til hverken egen fremtid eller spillernes indsats i sæsonen. 


Krogsgaard: Vi kan tage alt med fra den her kamp Esbjerg kæmpede røven ud af bukserne - og vandt