En større trænerstab kan løfte de danske spillere i Metal Liga-klubberne, siger landstræneren

En reducering af antallet af udenlandske spillere i Metal Ligaen var allerede på tale op til indeværende sæson, hvor man internt diskuterede at gå ned på seks imports pr. hold uden at det endte med at blive til noget.  

Som bekendt spilles der stadig med otte udenlandske spillere pr. klub. Det antal ser landstræner Heinz Ehlers gerne reduceret med mindst et par stykker.  

- Kunne man måske begynde på seks udlændinge og stadig holde ligaens fornuftige niveau? Måske kunne man give klubberne mulighed for at hente en ekstra mand ind 1. december, så der er plads til at afgive spillere til Junior-VM, foreslår Heinz Ehlers. 

Han opfordrer klubberne til at tænke i bedre organisation rundt omkring holdet og bruge eventuelle overskydende midler til for eksempel at udvide trænerstaben.  

- Der løber simpelthen for mange talenter rundt, som ikke har fået det fulde ud af deres potentiale. Der er spillere, der virkelig både skøjter og skyder godt, som er gået i stå i deres udvikling i stedet for lige at knytte næven og levere den ekstra indsats, der skal til.  

- Stod der nu en fysisk træner og hjalp dem efter træningen, ville det måske hjælpe dem til at yde den ekstra indsats, siger Heinz Ehlers. 

Der skal simpelthen stilles større krav til de danske aktører i Metal Ligaen og det skal større trænerteams og bedre organisation hjælpe med, mener han.  

- Min fornemmelse er, at der er rigtig mange dygtige spillere i Metal Ligaen, som måske ikke kommer til Sverige eller Nordamerika som 20-årig og derefter stiller sig tilfreds med at ”hygge sig” i den danske liga. Men bliver de presset og får mulighed for at arbejde individuelt i hverdagen, så kan de godt tage det næste skridt, pointerer Heinz Ehlers. 

Han nævner Niklas Andersen og Anders Krogsgaard som to af de spillere, der har fortsat udviklingen op gennem 20’erne, og derefter er blevet belønnet med en kontrakt i DEL.  

- Samtidig må man jo også sige, at det har givet Metal Ligaen et kæmpe løft at få danske profiler som Bau, Hardt og Jesper Jensen hjem. Det er typer, som kan lære fra sig og tage lederskab. At tage rutinerede folk hjem igen, er også noget, man virkelig skal overveje i fremtiden.  


Solid Pirates-indsats og tre point i Herlev Arne Buch er konstitueret direktør i Odense Bulldogs