Gæsterne holdt stand i sidste periode i en actionfyldt kamp i Bitcoin Arena

Rungsted Seier Capital-Esbjerg Energy 3-6 (0-2,3-2,0-2) Der blev skåret ned på antallet af mål fra det seneste indbyrdes opgør fra 13 til 9, men selv om to mål blev scoret i tomt bur til sidst, ændrede det ikke på, at kampen mellem Rungsted og Esbjerg var endnu en underholdende affære og en helt fin ishockeykamp at kigge på. 

Vi begynder lige med enden, for da Rungsted satsede alt til sidst, fik både Craig Puffer og Felix Scheel lagt skiven ned i det tomme bur, og den nye Esbjerg-målmand Eamon McAdam blev endda noteret for en assist på det sidste mål.

For at komme frem til den afgørelse skulle vi igennem 58 ganske hæsblæsende minutter, som begyndte med, at Esbjerg scorede to hurtige mål i en hektisk indledning, der bød på Rungsted-friløber og Esbjerg-skud på stolpen.

Da gæsterne røg i fem mod tre scorede den nye back Ryker Killins åbningsmålet med et godt svirp, inden David Madsen gjorde det til 2-0, da han fandt Andreas Grundtvigs retur.  

Hidsig første periode med et lidt farligere Esbjerg-hold. Killins havde det skidt og måtte udgå, og han kunne dermed ikke være med i den anden periode, der blev endnu mere hæsblæsende. 

Rungsted manglede både Sebastian Bergholt, Mathias Hansen og Nichlas Hardt i aften, men til gengæld havde hjemmeholdet Metal Ligaens pt. farligste back, Morten Jensen, der havde sneget sig med helt frem og slog en returpuck i kassen. Kort efter blev Felix Scheel hægtet i en friløber og scorede derefter stensikkert til 3-1 for gæsterne. 

Proppen var fuldstændig ude af både målmænd og defensive afdelinger og målene væltede ind med ekspresfart. Tim Daly og Kale Kerbashian ville lege med og scorede begge, og 3-4 målet af Hetta var et resultat af fremragende Rungsted-powerplay. Afslutningen af perioden var ligeledes hektisk. Først med en kæmpe chance til Persson, siden med stort pres af Esbjerg, der gik til sidste pause foran 4-3. 

Det var ikke fordi, der udbrød stillingskrig i tredje periode, for Rungsteds svenskerkæde med Hetta, Persson og Olsson havde mange fine skift og pressede på. Donat Szita havde bud efter udligningen, men tiden skred for hjemmeholdet, der trods ihærdig indsats ikke fik udlignet. 
I stedet scorede Esbjerg altså to gange og sørgede for, at Metal Ligaen nu mere eller mindre er knækket over med Esbjerg i den øverste halvdel og Rungsted i den nederste. 

VIDEO: Højdepunkter fra Frederikshavn-SønderjyskE Intenst drama i Vendsyssel endte med fortjent sejr til gæsterne fra Vojens