Esbjerg lagde ud som lyn og torden og afgjorde reelt set kampen på 10 minutter i første periode, hvor man tidligt fik etableret en tremålsføring. Der var ikke megen fokus på de defensive forpligtigelser i kampen, som til gengæld bød på højt tempo, masser af chancer og en generel høj underholdningsværdi.

Esbjerg Energy – Herlev Eagles 6–4 (4-1, 1-2 , 1-1)

Esbjerg tog mandag aften imod formstærke Herlev hjemme i Granly Hockey Arena.

Herlev stillede til kampen med 10 forwards og uden ”den unge garde”, mens Esbjerg måtte undvære Thomas Lillie og Henrik Mærsk Clausen. Målmandsduellen stod mellem Lukas Horak og Ricards Puce.

Esbjerg kørte Herlev over i hæsblæsende åbningsperiode

Vestjyderne stressede Herlev i egen zone fra første faceoff og gæsterne fik således ikke megen tid eller plads at agere på; en recept der så ud til at fungere særdeles godt mod de ellers så formstærke sjællændere.

Hjemmepublikummet i Granly Hockey Arena skulle da heller ikke vente mere end tre minutter på det første Esbjerg-mål. Craig Puffer snuppede selv pucken i midtzonen og skabte en chance, som Lukas Horak dog tog sig af i første omgang. Men Esbjerg fastholdt presset og få øjeblikke senere havde selvsamme Puffer serveret pucken på et sølvfad for Felix Scheel, der ved fjerneste stolpe fik afsluttet, inden Horak nåede forflytningen. 1-0.

Esbjerg fortsatte ufortrødent den offensive stil og der gik mindre end halvandet minut, før Jonas Bjerrum havde fordoblet værternes føring. Den canadiske back Jeff King lagde pucken mod mål, hvor Bjerrum med en elegant baghåndsstyring sendte pucken ind bag Horak til 2-0. I øvrigt den unge Bjerrums første mål på seniorplan for barndomsklubben.

Efter seks minutter var det Kale Kerbashian, der slap alene igennem gæsternes defensiv. Så godt, at han fik fremtvunget et straffeslag, som han dog brændte.

Det betød dog mindre, da Esbjerg kun godt et par minutter senere alligevel øgede til 3-0. Hjemmeholdet vendte hurtigt spillet i egen zone, Jannik Christensen stormede med frem og fik skubbet pucken frem til Andreas Grundtvig, der alene med Horak køligt udbyggede værternes føring.

Gæsterne var blevet blæst bagud af banen i de første ti minutter og som en konsekvens heraf udbad gæsterne sig også en timeout efter Esbjergs tredje mål.

Få øjeblikke senere kunne Sune Hjulmand med lidt held have øget til 4-0, men overliggeren kom i vejen for den rutinerede Hjulmands afslutning.

Herlev ville dog også lege med og på gæsternes første reelle målchance i kampen blev det 3-1. Der var spillet 11 minutter. Esbjerg-defensiven var i situationen slet ikke opmærksomme på Magnus Molge, der i en umarkeret position modtog pucken på blue line, hvorfra han tog turen ned mod Puce, som sikkert blev passeret.

Vestjyderne fik dog genetableret deres tremålsføring tre minutter senere, da Phillip Schultz var først over en returpuck fra Horak, der ikke kunne holde Simon Grønvalds forsøg fra distancen. 4-1 efter 20 minutter.

Åben slagudveksling i underholdende anden periode

Publikum var vidne til et generelt højt tempo fra begge mandskaber, der bestemt ikke holdt sig tilbage med at kaste alt frem. Som et resultat heraf var der også mange afblæste icinger, da det angribende hold simpelthen oftest kom først på pucken.

Derfor var det heller ikke overraskende, at der var gode tilbud i begge ender.

Som man rundede periodens halvvejsmærke indkasserede Esbjergs Jonas Bjerrum en udvisning for tripping og den skulle vise sig at koste for værterne. Herlevs scoring faldt ganske vist lige efter, at Esbjerg igen var blevet fuldtallige, men vestjyderne kunne ikke nå at finde deres positioner, før Kyle Osterberg var blevet sat op til afslutning fra udkanten af faceoff-cirklen. Herfra blev pucken sikkert sendt i nettet og stillingen var dermed 4-2.

Det skulle dog kun tage Esbjerg mindre end to minutter at få genetableret en tremålsføring. Alexander Lindqvist-Hansen tog en udvisning for slashing og efter et halvt minuts power play-spil havde Søren Nielsen støbt kuglerne til en ny Esbjerg-scoring. Nielsen gik mod baglinjen, hvorfra han lagde pucken ind foran mål til Rasmus Bjerrum, der ubesværet sendte pucken op i nærmeste hjørne til 5-2.

Gæsternes Alexander Lindqvist-Hansen var dermed tilbage på isen igen og svenskeren ville tilsyneladende gerne gøre skaden for udvisningen god igen, så et par minutter senere havde han scoret gæsternes tredje mål i kampen, da han var først over en løs puck inde foran Puces mål. Stillingen var dermed 5-3 forud for tredje periode.

Scheel udnyttede fæl Herlev-fejl

Tredje periode var kun 25 sekunder gammel, da Felix Scheel udnyttede en fæl fejl i Herlev-defensiven. Gæsternes back Lasse Mortensen tog pucken med bagom eget mål, hvorfra han sendte den direkte ind foran eget mål, hvor Scheel takkede for den gratis chance og kynisk udnyttede ophørsudsalget i Herlev-defensiven og bragte Esbjerg foran med 6-3.

Herefter fulgte nogle minutter, hvor Herlev tog en del udvisninger. Så Esbjerg fik rig mulighed for at rulle overtalsformationerne ud – værterne fik endda omkring halvandet minuts spil i fem mod tre. Men trods massivt overtag, så lykkedes det ikke for Esbjerg at udnytte mulighederne. Der blev generelt spillet for langsomt i overtalsspillet, hvor effektiviteten også log meget tilbage at ønske.

I spil fem mod fem var der dog masser af muligheder i begge ender. Defensiven havde ikke altid lige stor bevågenhed, for nu at sige det mildt. Det var måske også lidt selvindlysende i en kamp, der endte med at byde på hele ti mål, da Herlev 46 sekunder før slutsignalet fik reduceret til 6-4 i undertal. Anton Johansson lagde et relativt ufarligt forsøg på mål ude fra blue line, men pucken fik lov at gå hele vejen.


VIDEO: Se højdepunkterne fra Esbjerg-Herlev UGENS HOLD: Følgende seks spillere er klar i "A-kæden"