Vestjyderne arbejdede sig ud af en dårlig periode med en stærk indsats hjemme i Granly Hockey Arena

Esbjerg Energy – Frederikshavn White Hawks 3–1 (0-0, 2-1, 1-0)

Der var masser af opløftende takter for det vestjyske ishockeypublikum, da Esbjerg søndag eftermiddag slog Frederikshavn med 3-1 hjemme i Granly Hockey Arena. Efter en periode, hvor Esbjerg har haft svært ved at finde rytmen, så virkede tingene generelt godt afstemt hos vestjyderne denne søndag: Spillet gled godt over 60 minutter, der blev fightet så det var en fryd for øjet, man fik scoret to gange i power play og ydermere leverede Kasper Krog en stærk præstation i målet for Esbjerg.

I dag mod Frederikshavn måtte Esbjerg se bort fra Grayson Downing, Travis Walsh, David Madsen og Jonas Torbensen, mens Frederikshavn stillede uden Mathias Mølgaard og Alexander Bumagin.

Målmandsduellen stod mellem Tadeas Galansky og Kasper Krog.

Chancefattig åbningsperiode uden scoringer

Værternes tegnede sig for et par halve chancer tidligt i kampen, hvor Christian Wejse havde god fart i skøjterne og fik testet Galansky i målet, inden man havde rundet to minutter.

En udvisning til Jannik Christensen efter fire minutter sendte gæsternes i et kortvarigt power play, men da nordjydernes Patrick Madsen efterfølgende fik raget en udvisning til sig for høj stav inde foran Esbjergs mål, ja så udlignede situationen sig.

Herefter fulgte små ti minutters stillingskrig, hvor det meste af spillet foregik i midtzonen. Som man rundede et kvarter måtte Kasper Krog dog hive en redning af de store op af hatten på et forsøg fra gæsternes Kristian Jensen, der blev spillet helt blank lavt i slottet. Fornem redning af Esbjerg-keeperen.

Kampen tog til i intensitet og tempo mod periodens slutning, hvor gæsterne – godt hjulpet på vej af et par Esbjerg-udvisninger, overtog kampens initiativ. Frederikshavnerne kom dog kun frem til et par forsøg fra distancen, som Kasper Krog kunne tage sig af, uden at det forvoldte ham de store problemer.

Gæsterne kunne dog også starte anden periode med godt halvandet minut i overtal, da Trevor Cheek røg til afkøling for en sen tackling mod første periodes slutning.

Esbjerg tog teten i underholdende anden periode

Gæsterne fandt dog ingen afgørende åbninger i overtalsspillet tidligt i anden periode og Esbjerg slap dermed med skrækken.

Trods et par power play-muligheder til Esbjerg inden man rundede periodens halvvejsmærke, hvor Niklas Andersen ellers bød sig til med et par gode muligheder, så skulle man hen til det 12. minut, før kampens første scoring faldt.

Esbjerg var her i overtal efter en udvisning af de sjældne. Galansky havde blokeret pucken bag mål, uden at kunne nå målfeltet og den går ikke. Dermed Esbjerg i overtal.

Godt et halvt minut inde i power playet lagde Zach Pochiro en droppasning til Jesse Mychan, der resolut firsttimede pucken i kassen bag Galansky til 1-0.

Gæsterne svarede dog igen mindre end to minutter senere, da Christoffer Frederiksen med en sublim pasning splittede Esbjerg-defensiven og samtidigt spillede den altid farlige Dane Fox fri ved fjerneste stolpe. Her svigtede den canadiske goalgetter ikke, da Krog usvigeligt sikkert blev passeret til 1-1.

Glæden skulle dog vise sig kortvarig hos frederikshavnerne, der blot 41 sekunder senere måtte se Esbjerg bringe sig i front på ny. Det var et mål af de bedre, da Zach Pochiro, med et overleget solomål, gjorde det til 2-1. Først satte han et par backs inden også Galansky blev afdriblet, slutteligt blev pucken køligt lagt i mål.

Føringen til Esbjerg holdt perioden ud. Dette var ikke mindst takket være Kasper Krog, der leverede en pragtredning på Christoffer Frederiksen, under et nordjysk power play fire minutter før pausesignalet.

Søren Nielsen tog en udvisning for cross-chesking mod periodens slutning, men da Niklas Andersen tog to af slagsen kun 21 sekunder senere, så kunne gæsterne umiddelbart se frem til igen at prøve kræfter med overtalsspillet tidligt i tredje periode.

Niklas Andersen lukkede kampen med Esbjergs andet power play-mål

Der manglede saft og kraft i gæsternes overtalsspil tidligt i tredje periode, hvor Esbjergs box play også skal have kredit for en gedigen arbejdsindsats.

I det hele taget var der masser af opløftende elementer for det vestjyske ishockeypublikum denne søndag, hvor der over hele linjen blev leveret en solid, helhjertet og helstøbt indsats. Udenlandske forwards trådte mere i karakter end man har set på det seneste hos Esbjerg, Kasper Krog storspillede i målet, special teams fungerede glimrende og endeligt ser også Niklas Andersen ud til at have genfundet formen, oven på en skadespause tidligere på sæsonen.

Efter ti minutters spil var det kun sort uheld der gjorde, at Esbjerg ikke øgede til 3-1. Jesse Mychan spillede Trevor Cheek helt fri ved fjerneste stolpe, men Cheeks stav knækkede i afslutningsøjeblikket og forsøget tog derfor stolpen.

Efter 12 minutter skulle det dog alligevel lykkes for Esbjerg at udbygge føringen, da man i power play trak fra og scorede til kampens slutresultat, efter en opskrift som man tidligere har set i vestjydernes power play. Niklas Andersen havde taget opstilling skråt i udkanten af slottet, hvor kanonen også var ladt. Dette så Jeppe Vinther, der satte Andersen op til en afslutning, der var utagelig for keeper Galansky, der sprællede forgæves, mens pucken bragede op i nettaget bag ham.

Dermed 3-1 til Esbjerg. Dette kunne hverken en time out eller seks mod fem-spil i de sidste 2:15 ændre på. En stærk holdpræstation af Esbjerg, der nu formentligt håber at være tilbage på sporet igen. Næste test for vestjyderne venter allerede på tirsdag, hvor Herning kommer på besøg.


CONTINENTAL CUP: SØNDERJYSK GULD OG DANSK ISHOCKEYHISTORIE Bund slog top: Odense besejrede Aalborg efter overtid