Fire indsatsområder og grøn tankegang skal gøre Herning Blue Fox til en af Danmarks mest bæredygtige sportsorganisationer

Bæredygtighed bliver fra i dag et ekstra og erklæret forretningsområde hos Herning Blue Fox, der har ambitioner om at blive en af Danmarks mest nytænkende sportsorganisationer i forhold til fremtidens grønne omstilling.

Den nye plan er netop i dag blevet lanceret i det midtjyske og bliver en plan med fire fyrtårne, lyder det fra Blue Fox.

Herning Blue Fox har i første omgang iværksat fire stærke indsatsområder, som med tiden helt sikkert også vil afføde nye tiltag, skriver klubben i en pressemeddelelse.

De fire fyrtårne som man i første omgang har kastet sig over, vil man kunne se afspejlet i energioptimering af bl.a. is-anlægget på Kvik Hockey Arena, ny affaldssortering på Kvik Hockey Arena fra dagligdag til kampe, biodiversitet i området omkring Kvik Hockey Arena og ikke mindst den grønne mobilitet med el-ladestandere og elbiler.

Det vil komme til udtryk hele vejen rundt om og inde i Kvik Hockey Arena, hvor dagligdagen på det seneste i den grad har handlet om at implementere den bæredygtige levevis i organisationens måde at tænke på.

- Vi ønsker som sportsklub at motivere fans og sponsorer til at tage aktiv del i den grønne omstilling, samtidig med at vi leverer professionel ishockey på topniveau. Projektet som har fået navnet Blue goes Green, er derfor en vigtig udvidelse af vores kerneområde, der skal profilere Herning Blue Fox som absolut frontløber indenfor bæredygtig professionel sport, siger Blue Fox-direktør Torben Skovsgaard.

- Baggrunden for, at vi i Herning Blue Fox vælger aktivt at gå ind i bæredygtighed er, at vi gerne vil udnytte den platform vi har som professionel sportsklub, til at tage vores del af ansvaret for den grønne omstilling. Vi har som virksomhed og kulturinstitution en rolle og platform til at formidle og samtidig selv udvikle vores forretning hen mod en bæredygtig dagsorden, tilføjer han.

- Ved at tage hånd om vores bæredygtige forretningsområde, kan vi fremtidssikre Blue Fox som en ansvarsbevidst og initiativrig ishockeyklub, der er på forkant med de krav som omverdenen stiller nu og i fremtiden i forhold til en bæredygtig virksomhedsprofil, siger Torben Skovsgaard.

 


SUPERLIVE MINUT FOR MINUT: Direkte fra dramaet i Rungsted 19:15 MATHIAS MØLGAARD skifter fra Frederikshavn til Odense