Den store forward er klar til et nyt eventyr på Fyn

Den rutinerede Mathias Mølgaard, med mere end 300 Metal Liga kampe samt en lille håndfuld landskampe på CV'et, skifter fra næste sæson Frederikshavn White Hawks ud til fordel for Odense Bulldogs.

Det skriver fynboerne i en pressemeddelelse, hvor han præsenteres således: 

27-årige Mathias Mølgaard er en fysisk stærk spiller, der kan bidrage med sine kvaliteter i både de defensive og offensive aspekter af spillet og som samtidig arbejder stenhårdt for holdet.

- I Mathias Mølgaard får en vi rutineret, bomstærk og fysisk spiller, der går til den i nærkampene og tager duellerne i hjørnerne og foran mål. Han er stærk i både powerplay og undertalsspillet qua sin størrelse, fysik og ikke mindst store erfaring. Mathias Mølgaard har desuden den rette indstilling både på- og udenfor isen, hvor han arbejder hårdt for holdet og har den afgørende vindermentalitet, lyder det fra administrerende direktør Ole Nielsen hos Odense Bulldogs. 

Mathias Mølgaard spiller med hjertet, er alsidig og sætter altid holdet før sig selv, hvorfor han også i denne sæson flere gange har vikarieret på backpositionen hos Frederikshavn White Hawks.

- Projektet der er søsat i Odense Bulldogs, er meget spændende og jeg glæder mig rigtig meget til at være en del af rejsen. Der er lagt et solidt fundament omkring klubben til, at de sportslige mål kan indfries, men for at nå dertil kræver det fortsat en masse hårdt arbejde.

- Med min erfaring, hurtighed på banen og store vilje til at vinde er jeg sammen med resten af truppen klar til at levere varen, hvor vi skal stå sammen som et hold og kæmpe fra første til sidste fløjt, siger Mathias Mølgaard der er ishockeyopdraget i Herning, men har spillet de seneste tre sæsoner. 


Et slagskud for miljøet: Blue Fox vil være grøn frontløber i sportsverdenen OPTAKT: Rungsted Seier Capital-SønderjyskE