Efter overtid lykkedes det White Hawks at besejre Herlev, på en aften der stod i Rasmus Søndergaards tegn.

Frederikshavn White Hawks – Herlev Eagles 4-3 (0-2,3-0,0-1) (1-0)

Festligheder i Frederikshavn inden kampen, hvor klubbens mand, Rasmus Søndergaard, skulle hyldes for 700 kampe i White Hawks trøjen. Stående klapsalver, og en masse gaver, til en ægte klubmand, der altid har hjertet på rette sted.

Det blev også ved festlighederne i Frederikshavn, efter en ganske lige forestilling. Dog havde hjemmeholdet momentum i anden periode, og Rasmus Søndergaard kunne fejre sit jubilæum med en sejr efter overtid, og dermed fjerde sejr i træk til Frederikshavn White Hawks.

En hurtigt spillet første periode, uden de store afbrydelser, blev vi vidne til i Nordjyske Bank Arena. Masser af muligheder i begge ender, hvor de største chancer tilfaldt gæsterne. Flere gange grundet sjusk i de defensive geledder hos høgene, der virkede en smule tynget af for første gang i sæsonen at gå ind til en kamp som favoritter.

Dog havde både Brinkman og Frederiksen begge et par ganske habile muligheder, inden Halme klokkede i det i egen zone. Finnen tabte pucken til Luis Blak Olsen, og han driblede rundt om Wilquin, for at sende pucken ind bag Galansky med en smuk baghånd. Her var der spillet godt 12 minutter i Vendsyssel.

Fem minutter senere fik Herlev igen lagt spillet godt op i vendelboernes zone. Pludselig stod Mikkel Bertelsen fri foran kassen, og han udplacerede Galansky på sin tidligere hjemmebane. Stor jubel i Herlev lejren, der virkelig tørster efter point, og nu i hvert fald var godt på vej.

Anden periode åbnede med et Herlev forsøg på egen stolpe (måske man havde glemt man havde byttet ende), og returen var Halme over, men sendte pucken forbi målet. Kort efter var det Daniel Trkulja der var tæt på, men Horák tog sig af forsøget fra svenskeren.

Det var startskuddet på én stor dominans fra hjemmeholdet side, der for alvor foldede sig ud, og gjorde Herlev til statister. Tre scoringer på 11 minutter ændrede totalt billedet på kampen.

Først var det Trkulja der gjorde skaden god igen, da han blev spillet flot fri på blå linje af Halme. Trkulja sendte pucken ind bag Horák med baghånden, og så var der for alvor gang i festlighederne i Frederikshavn. To powerplay efterfulgt af hinanden gav ikke scoringer, men høgene bevarede initiativet. Med fire minutter igen af perioden var det Suistio der var gået med frem, og han styrede Jesper Jensens afslutning ind bag en prisgivet Horák.

Den stakkels Herlev keeper fik ikke meget hjælp af sit forsvar, og 62 sekunder senere var der igen bud efter en kasse fra hjemmeholdets side. Bumagin med en ”kigge væk” finte, i bedste Michael Laudrup stil, fandt Christopher Frederiksen, der sikkert sendte pucken ind i netmaskerne. 3-2 til hjemmeholdet, og kampen fuldstændig vendt på hovedet.

Perioden sluttede med en Daniel Madsen udvisning, så gæsterne kunne starte tredje periode med powerplay. Den fik de ikke noget ud af, men Herlev var meget mere med end i anden periode. Mathias Asperup havde en stor chance som Galansky reddede med benskinnen, og de gulklædte havde fået tro på det igen, efter den forfærdelige midterperiode.

Den tro fik yderligere ben at gå på, da Mikkel Bertelsen med sin anden scoring udlignede til 3-3, med 12 minutter igen. 700-kamps jubilar Søndergaard reddede ellers første forsøg på målstregen, men Bertelsen var over returen, og scorede mellem venner og fjender.

Herefter blev det meget frem og tilbage for begge hold. Man vidste at den næste scoring nok ville blive afgørende, men begge hold gik efter det. Det blev dog ved uafgjort efter tre perioder, selvom hjemmeholdet havde to kæmpe muligheder i de allersidste sekunder, hvor der var panik hos Herlev.

Herlev havde pucken hele overtiden, indtil de mistede den til Thomas Søndergaard. Han fandt Sebastian Brinkman, og han klaskede den ind til 4-3 sejr til vendelboerne.

 

 

 

 

 

 


Fort Herning afviste for tredje gang piraterne fra nord LODTRÆKNING TIL METAL FINAL4-semifinalerne er klar