En velspillende Mathias From udgjorde den marginale forskel på Herning og Aalborg. Scoringen til 3-2 faldt med lidt over fem minutter tilbage, mens Thomas Spelling satte sine to første kasser.

Herning Blue Fox - Aalborg Pirates: 4-2 (1-1, 1-1, 2-0)

Herning måtte undvære to store profiler i Brett Perlini og ikke mindst Mathias Bau, mens gæsterne fra Aalborg havde alle spillere klar til kamp. Inden kampstart blev Mac Carruth fortjent hyldet som måndens spiller i både Blue Fox og i hele Metal Ligaen. Han skulle uden tvivl stå endnu en stærk kamp hvis Herning skulle dukke Aalborg for tredje gang i træk.

Andris Dzerins var tæt på at give Herning en drømmestart da han fik styret pucken tæt forbi mål. Både Herning og Aalborg havde tilsyneladende talt om en aggressiv start, og der blev sat flere gode tacklinger i begge ender af isen.

Aalborg fik deres første powerplay efter godt syv minutter og Julian Jakobsen sendte et godt håndledsskud tæt forbi det nærmeste kryds. 

Phil Marinaccio og Mathias From fik testet Thomas Lillie i gæsternes mål, men den første store chance lod vente på sig. Særligt Aalborg havde problemer med de aggressive midtjyder som ikke tillod megen tid på pucken. 

Herning kom på måltavlen efter en tilfældig pucken endte hos Patrick Madsen. Den lange back tog et træk og klappede så ellers resolut til pucken. Pucken havnede i netmaskerne og så stod der altså 1-0 til Herning.

Et rigtig kluddermål betød at Aalborg fik udlignet kort efter. Thomas Spelling blev noteret for målet, da han var manden der fik skrabet pucken under Mac Carruth. Det var i øvrigt Spellings første scoring i denne sæson.

Deja vu periode

En del spilstop betød at anden periode var et stykke om at komme i gang. Kevin Tansey og Oskar Drugge fik dog meldt hvert deres hold ind i kampen med to gode forsøg.

Ben Carroll fik en stor chance da han blev sat op af Nicolai Nielsen, men Mac Carruth kom lynhurtigt ned og fik afværget med benskinnen.

Aalborg nærmede sig noget der kunne ligne et mindre overtag, men så skete der noget ganske kuriøst. Phil Marinaccio lagde en blød puck ned mod Lillie, og det lignede at Ben Carroll akkurat fik skubbet pucken forbi Lillie med staven. Underligt så det ud, men det var man formentlig ligeglad med i Herning.

Akkurat lige som i første periode fik føringen ikke lov at stå længe. Og igen var det Thomas Spelling der fra en umulig vinkel fandt et hul oppe over skulderen på Carruth. 2-2 ved midtvejsmærket i kampen.

Lukas Lundvald måtte en tur i straffeboksen men også denne gang stod den midtjyske defensiv bund solidt. 

Mathias From var uhyre tæt på at give Herning føringen igen, men på et åbent mål hoppede pucken desværre for ham over staven. Aalborg havde også en kæmpe chance inden pausen da Jeppe Jul Korsgaard var tæt på at overliste Carruth med en styring tæt under mål.

Fantastiske From

Patrick Björkstrand fik en god afslutning på mål, da han afsluttede første gang på oplægget fra Trevor Gooch. I den anden ende fik Morten Poulsen mast en løs puck under Lillie, og kaptajnen var ikke tilfreds da dommeren fløjtede spillet af.

Perioden udviklede sig en anelse mere taktisk end de to foregående, og de to hold markerede fortsat hinanden tæt. Man fornemmede da også at det næste mål ville være af afgørende betydning. 

Mathias From havde nok engang en god afslutning og det var en flot redning Lillie diskede op med inde på stregen. Også Thomas Andersen havde et nærgående forsøg som dog strøg over målet.

Og Lillie havde endnu en fantomredning i hatten da Miska Humaloja så ud til at passere ham på en returpuck. Herning stod for chancerne i denne periode, og på en omstilling slog Blue Fox til. Phil Marinaccio lagde pucken ind mod Lille, og en stærkt spillende Mathias From tog et skarpt træk inden han lagde den ind med baghånden. Forrygende scoring af From.

Aalborg havde travlt og ventede nu på muligheden for at trække Lillie. Han tog turen mens spillet fortsat kørte, men Andris Dzerins kunne nede fra hjørnet loppe pucken over alt og alle for så at ende i det tomme mål. Dermed vandt Herning kampen med 4-2 og og således også deres 9. kamp i træk.


Efter syv nederlag på stribe: Rungsted vandt i Esbjerg Festlig fredag i Frederikshavn, hvor Rasmus Søndergaard blev fejret