Frederikshavn White Hawks-Odense Bulldogs 7-6 (2-3,1-0,3-3) 1-0 Drama for alle pengene i Frederikshavn i aften, hvor Odense var foran 1-3, bagud 6-3 med godt 11 minutter igen, men alligevel fik reddet en 6-6 i land og dermed overtid.
Høgene forstod ikke at snøre sækken da de havde de tre point inden for rækkevidde, og det var symptomatisk for deres kamp i aften, hvor ikke ret meget fungerede. Odense spillede chancen, og med veloplagte Lundvald og Vedel havde de nær kastet en sejr af sig. Kristian Jensen afgjorde dog tingene med en flot solotur med blot seks sekunder tilbage af overtiden.
Odense chokstartede i Nordjyske Bank Arena, og var foran 2-0 efter fire minutter. Høgene var absolut ikke til stede, og det virkede som om de troede de kunne nøjes med at skøjte med halv fart. De blev gang på gang overspillet af hurtige Odense spilvendinger, og føringen på 2-0 kunne sagtens have været større inden halvuret havde passeret de fem minutter.
Først var det Lukas Lundvald der kanonerede pucken ind bag Jukuri i vendelboernes mål. Lundvald fik pucken fra banden og stod tæt under mål, og sendte den sorte skive op i hjørnet. Forskrækkelsen var ikke ovre for hjemmeholdets fans, og Jack Walker gjorde det til 2-0, efter en retur fra finske Jukuri.
Der forinden havde Yannik Vedel en kæmpe mulighed, men her var finnen på plads med en super redning. Dyb tavshed i Frederikshavn, hvor der kun var smil på læben hos de to medrejsende fans fra Fyn.
White Hawks lignede ikke et tophold i første periode. Dertil var fejlene for mange, og der var hverken bid i tacklinger eller pasninger. Noget af en omvæltning fra de ellers to så gode hjemmekampe i sidste uge. De fik dog scoret, og et ganske kontroversielt mål af slagsen faktisk.
Her pressede de gæsterne i bund for første gang i opgøret, og pludselig lå Odense backen Mathias Max Rasmussen groggy på isen. Ingen opfangede hvad der skete, men dommerne lod hjemmeholdet fortsætte deres pres. Det lykkedes Anders Eriksson at reducere, da han blev spillet fri på bagerste stolpe, og let kunne sende pucken det sidste stykke ind over stregen.
Masser af Odense-protester, og kaptajn Eskesen var tydeligt frustreret og blev ved med at brokke sig højlydt til dommerne. Selv da spillet skulle genoptages, fortsatte Eskesen sine udbrud, mod de to upopulære dommere i sort, Jens Christian Gregersen og Mads Frandsen. Eskesen var hidsig i aften og havde sine ture med Kristian Jensen, der formåede at holde hovedet koldt.
Gæsterne fra Fyn var ikke færdige i Nordjyske Bank Arena, og efter godt syv minutter stod der 1-3 på måltavlen. Henry Hardarson var skarpretteren lige efter face-off, og sendte pucken ind ved nærmeste stolpe. Farvel til Jukuri ved den lejlighed, og finnen skøjtede direkte i omklædningsrummet, da Galansky overtog buret.
Det var som om hjemmeholdet kom lidt mere med mod slutningen af perioden, og der var også chancer. Ikke de største, og flere gange skulle chancen lige spilles lidt større, hvilket resulterede i at den løb ud i sandet. Ikke den bedste periode i den her sæson af White Hawks.
De fik dog reduceret efter 13 minutter, da Thomas Søndergaard fangede pucken efter sløset Odense spil i defensiven. Hurtigt videre til Dane Fox, der fandt den nykårede U20DM-vinder Mikkel Bertelsen ved fjerneste stolpe, og så svigtede hjemmeholdets nummer 5 ikke.
2-3 efter første periode i Vendsyssel.
De midterste tyve minutter havde bestemt også chancer, om end scoringerne ikke var lige så mange som i første periode. Hjemmeholdet kløede forståeligt nok på for at undgå et skæbnesvangert nederlag i topkampen, men vi skulle helt hen til halvvejs af perioden, inden udligningen kom.
Det var Kristian Jensen der fik sendt pucken i netmaskerne, hvor Evan Cowley var chanceløs. Den amerikanske keeper havde herefter nok at se til, for det var et rent bombardement de næste fem minutter nede mod hans mål.
Kyle Hope, Søren Nielsen, og Christopher Frederiksen havde store muligheder, og sidstnævnte ramte både stolpe og overligger. Odense havde bestemt også chancer, og kort før periodens udløb var Sebastian Ehlers tæt på at overliste Galansky.
Kampen havde til tider lidt ondt blod, og dommerne tillod der blev gået til vaflerne. Måske også lidt over grænsen i flere tilfælde, og det gav de små kampe spillerne i mellem. Det er tydeligt de to hold ikke elsker hinanden, og dommerne gav lidt for lang snor i aftenens kamp, hvor der burde være blevet slået ned på de små kampe i kampen.
Det fik i øvrigt også ellers så rolige Jari Pasanen helt oppe i det røde felt i slutningen af perioden, hvor han råbte efter dommerne i to tilfælde, da han ville have en forklaring på en manglende udvisning til fynboerne. Det fik han ikke, og spillerne skøjtede til pause med stillingen 3-3.
Gæsterne med to hurtige udvisninger i begyndelsen af tredje periode, og det var mere den de kunne holde til. Svenske Albin Lindgren hamrede pucken ind via overliggeren i spil fem mod tre. Fynske frustrationer, med Eskesen i spidsen, fortsatte, og selvsamme Odense-kaptajn tog den næste udvisning efter et grimt Late hit mod Anders Eriksson. Det tog hjemmeholdet 14 sekunder at udnytte, da Dane Fox kanonerede pucken ind bag Evan Cowley. Kort efter udgik Cowley, og ind kom i stedet Nicolai Kristiansen.
Havde Odense mere energi tilbage? De forsøgte sig i hvert fald, og Yannik Vedel testede Galansky ved flere lejligheder. Tjekken havde dog fundet storspillet frem, og var sammen med Anders Eriksson de bedste for hjemmeholdet i aften.
Netop Eriksson var manden bag 6-3 scoringen, da han blev spillet fri af Kristian Jensen. Svenskeren er virkelig blomstret den seneste måned i White Hawks trøjen, og ligner nu netop den forstærkning som man håbede på da man signede ham fra den næstbedste tyske liga i sommer.
Kort efter scoringen var det fynboernes bedste, Lukas Lundvald, der kanonerede pucken ind bag Galansky. Herlig scoring af Lundvald, og måske fornyet luft til gæsterne. Keeperen ud til sidst, og med Anders Eriksson i straffeboksen for hjemmeholdet, var der et lille håb for fynboerne.
Det håb blev endnu større, da Brock Beukeboom reducerede til 6-5. Om Yannick Vedel styrede pucken i mål var svært at se på de tv billeder der blev smidt op på storskærmen.
Og det blev 6-6 med blot 21 sekunder igen, da Odense igen satsede med en ekstra markspiller. Denne gang var der ikke tvivl om at det var Yannick Vedel der fik pucken sendt i mål, da han stod helt fri foran Galansky og kunne klappe pucken ind.
Hvilket drama i det nordjyske, hvor Kristian Jensen med blot seks sekunder af overtiden blev matchvinder. En 7-6 sejr som hjemmeholdet på ingen måder kan være tilfredse med efter en føring på 6-3 i baghånden.
Odense gav alt, det må man give dem. Og de havde fortjent det point de trods alt fik med sig, og de havde nær snuppet endnu mere. God moral, trods frustrationerne i tredje periode. Imponerende comeback, som altså var lige ved og næsten. Mon ikke alligevel de smiler lidt i busturen på vej hjem til Odense?