600 personer skulle have spist i klubbens VIP-lounge

Det gik stærkt fredag formiddag og eftermiddag efter statsminister Mette Frederiksens pressemøde, hvor myndighederne som bekendt opfordrede til at aflyse samtlige arrangementer med over 1000 deltagere. Kort efter besluttede Ligaforeningen at spille de sidste to runder af grundspillet uden tilskuere.

I Herning skulle Blue Fox have bespist hele 600 spisende gæster før kampen mod Herlev - et rekordstort arrangement, som måtte aflyses med kort varsel. Det kostede både penge og stor ærgrelse for direktør Torben Skovsgaard.

- Vi havde solgt 600 VIP-pladser. Det skulle have været vores hidtil største arrangement, og der ville samtidig været kommet masser af tilskuere derudover. På det tidspunkt (klokken 14.30) var maden jo stort set lavet til de 600 personer. Det kunne vi skrotte og begynde at informere alle om, at kampen skulle spilles i en tom hal. Det er surrealistisk, siger Torben Skovsgaard til Herning Folkeblad. 

Også Hernings afsluttende kamp mod Aalborg tirsdag aften gennemføres uden tilskuere, og ifølge Skovsgaard koster det klubben "et anseligt beløb" at spille uden tilskuere, hvilket det naturligvis også gør for de øvrige klubber i Metal Ligaen. 


White Hawks-direktør ser kvartfinaler uden tilskuere som en mulighed VIDEO: Højdepunkter fra Rødovre-Aalborg