Nordjydernes topspillere var på plads, da kampen skulle afgøres søndag eftermiddag

Odense Bulldogs-Frederikshavn White Hawks 2-4 (1-0,0-2,1-2) Det var tæt til sidste periode i eftermiddag i VinMedKant Arena, hvor White Hawks tog en 4-2-pligtsejr i bundholdets hule med en disciplineret, solid indsats og evnen til at udnytte modstandernes fejl.

Det gik stærkt i første periode og uden alt for mange spilstop. Frederikshavn var igen kommet til kamp uden Bumagin og Shugg, men som første periode skred frem i Odense, fik gæsterne alligevel bedre fat.

Både Kyle Hope og Mads Larsen havde et par gode hug udefra, hvor Galansky virkelig måtte strække. Joachim Blichfeld plaffede på ydersiden af stolpen, mens Odense havde en afventende udvisning og Christoffer Åkesson opdagede knapt at han pludselig havde tomt mål på en retur.

Fynboerne fightede flot i det efterfølgende undertal, hvor Christopher Kamph tog en for holdet med sit skinneben, og da Mads Larsen fik en udvisning for en slashing, havde Bulldogs pludselig muligheden for at få en bølge af glæde med ind til pausen.

En vunden faceoff, en pasning og en fin skudposition til Cody Donaghey var, hvad der skulle til. Fire sekunder fra dømt udvisning til scoring. Så effektivt som sjældent set fra Odenses powerplay og nok til, at hjemmeholdet blev klappet taktfast ind til pause.

Frederikshavn gik til direkte modangreb fra anden periodes start. Radim Piroutek, der igen fik chancen med stjernerne Jesper Jensen og Joachim Blichfeld, fik en perfekt pasning serveret. Kun en snarrådig benskinne fra Galansky reddede fynboerne.

Brandon McNally leverede et rigtig godt gennembrud fire minutter inde i anden periode og var lige ved at overliste Seldrup. Udskældte McNally har en fortid på top-10 på topscorerlisten i Alps Hockey League, så med fokus det rette sted, er han en fornuftig ishockeyspiller.

Frederikshavn fik udlignet til 1-1, da Mike Hammond driblede sig i stykker i offensiv zone og mistede pucken. En hurtig White Hawks-omstilling og sekunder efter havde Piroutek sat gæsternes første scoring.

Joachim Blichfeld var i perioder i fint spillehumør i dag. Så fint, at han lige tog et par ekstra sekunder på isen, da kædemakkerne var skiftet midt i anden periode. Han tog en dribletur og fandt Sebastian Brinkman inde foran mål. Frederikshavn foran 2-1, Dale Mitchell råbte og skreg ud mod holdkammeraterne i raseri, og alt var ligesom ved det gamle i Odense igen. Kunne fynboerne rejse sig efter endnu en spand isvand lige ned i hovederne?

Henry Hardarson var i hvert fald tæt på med et gennembrud 32 minutter inde i kampen, og man må give hjemmeholdets spillere, at de blev ved at slide for udligningen perioden ud. Problemet for Odense er, at Frederikshavn spiller meget velorganiseret i egen zone, og derfor var det kun en opspilsfejl af Christian Mieritz, der for alvor skabte panik foran Seldrup. Men kampen stadig helt åben med 2-1 til Frederikshavn inden tredje periode.

Frederikshavn forsvarede med kløgt i de første 10 minutter af tredje periode, hvor Odense-spillerne arbejdede hårdt for at finde hullerne i osten i den tætte nordjyske defensiv. I den anden ende var det Jensen, Blichfeld og Piroutek, der nu og da var farlige.

Jesper Jensen er en spiller af meget høj kvalitet, hvilket han viste, da han brød ind over blå linje med seks minutter igen og fandt Kyle Hope med en pasning, der åbnede hele Bulldogs-forsvaret op. Hope fandt smart en helt fri Lucas Andersen foran mål. Han kunne uden problemer sætte den op i nettaget. 3-1 til White Hawks.

En nordjysk udvisning med fire minutter igen gav kortvarigt fynsk håb om spænding, men powerplayet fungerede ikke. Da Galansky til sidst blev taget ud kombinerede Thomas Søndergaard, Joachim Blichfeld og målscorer Jesper Jensen pucken ind over stregen til 4-1 i White Hawks.

Det gjorde ondt helt ud i hjerterne af hjemmepublikummet.

Desværre for Odense var Oliver Anker Christensens reducering med 27 sekunder igen ikke andet end kosmetik og de hårdt kæmpende fynboerne kunne trods alt køre af isen med æren i behold i eftermiddag. Men det får man ikke point af, og Bulldogs mangler lige nu både selvtillid og kvalitet, hvis man skal gøre sig håb om at danse med Rødovre og Herlev i kampen om ottendepladsen.

Frederikshavn spillede solidt og kløgtigt i eftermiddag og havde i Jesper Jensen og Joachim Blichfeld et par spillere af kampafgørende kvalitet.


Esbjerg vandt power play-kampen og tog andenpladsen RETRO: Sikke en tur: Aarhus, Kostalden og Beijing