Gentofte Stars-ansøgning er ikke blevet behandlet på rette manér, siger klubben

Gentofte Stars fik tidligere i 2020 afslag på klubbens ansøgning til Metal Ligaens 2020/21-udgave, men Stars-ledelsen mener, at det er sket på et uretfærdigt grundlag og arbejder videre på at komme med i Metal Ligaen efter sommerferien. 

Gentofte Stars mener, at klubben har opfyldt de økonomiske krav og ikke mindst: Stillet en garanti for omkostningerne af de to første sæsoner i Metal Ligaen.

Derfor mener klubben - der i øvrigt optræder i en ny og frisk konstellation i forhold til den seneste optræden i Metal Ligaen - at man er berettiget til at stille op og at afvisningen fra Ligaforeningen om optagelse i Metal Ligaen er sket på et forkert grundlag. 

- Jeg fornemmede, at der ikke var den store velvilje fra starten. Og det er vel mere det, jeg kan mistænke, som er grunden til, at der manglede vejledning, hvis det var, at man ikke ønskede Gentofte Stars Elite i ligaen.

- De spørger til egenkapitalen, at den skal indbetales, og så indbetaler vi den. Så spørger de ikke om yderligere dokumentation, og så regner vi jo med, at det er nok, siger Jesper Duus i en artikel på dr.dk, som kan læses her.

 Hos Ligaforeningen har man i flere omgange afvist Gentofte Stars med den begrundelse, at klubben ikke har overholdt tidsfristerne for ansøgningen, ligesom man ikke har vedlagt ordentlig dokumentation for ansøgningen. Gentofte har haft sagen omkring DIF's appelinstans, men denne har sendt klagen tilbage til Danmarks Ishockey Union, hvor sagen pt. ligger. 

- Vi er bevidste om de svindende muligheder, men klynger os til håbet om at nogen i dansk ishockey tænker sig om endnu engang og spørger sig selv: Hvorfor kan man egentlig ikke have Gentofte med i Metalligaen, når nu klubben har en garanti, der holder hånden under økonomien de første to sæsoner – og specielt i denne svære og usikre tid, hvor trusler om konkurs er nævnt flere steder og hjælpepakker fra DIU til ligaselskaber er meldt ud, siger Stars-direktør Jesper Duus til klubbens hjemmeside. 

 

 


Mikkel Persson kan ikke vente med at komme i gang igen RETRO: Tryllekunstneren fra Voskresensk