Herning scorede seks mål mod Aalborg, men det var defensiven, der blev hyldet først af den svenske coach

Herning nærmer sig Aalborg Pirates i toppen af Metal Ligaen.

Det kan vi konstatere efter herningensernes overbevisende indsats mod topholdet tirsdag aften, hvor en blændende tredje periode af Blue Fox fik tingene til at gå op i en højere enhed. 

Offensiven scorede i alt seks gange, men det var den defensive struktur, som træner Pelle Hånberg glædede sig mest over, da han gjorde status på kampen overfor Sportherning.dk.

- Først og fremmest synes jeg, at vi defensivt spiller en virkelig flot kamp. Der bliver arbejdet hårdt i defensiven, og vi holder Aalborg nede på ganske få chancer. De har virkeligt svært ved at komme til nogle muligheder. Det er jeg rigtigt tilfreds med, lød det fra Hånberg, der naturligvis også glædede sig over sin offensiv.

- Ja, vi var godt nok effektive, og seks mål stor var forskellen nok ikke på de to hold. Men vi ramte en dag, hvor meget gik ind, og hvor Aalborg mistede modet til sidst, konstaterede han. 

Herning-bussen har nu vendt fronten mod syd, hvor der i weekendens spilles Continental Cup-semifinalerunde i Cortina d'Ampezzo. Her møder Herning udover hjemmeholdet Ferencvaros fra Ungarn og GKS Katowice fra Polen. De to bedste hold går videre til finalepuljen. 


OPTAKT: SønderjyskE-Esbjerg Energy Pirates vil sætte nye event-rekorder mellem jul og nytår