Julius Nyqvist blev matchvinder i overtiden for Mighty Bulls

Rødovre Mighty Bulls - Sønderjyske 4-3 (1-0, 1-3, 1-0) 1-0

Familiedag med børnene i Rødovre Centrum Arena havde lokket SønderjyskE til hovedstaden. Begge mandskaber kom ud af sidste runde med sejr i deres respektive opgør. Især gæsternes sejr med tenniscifrene 6-3 i Aalborg var bemærkelsesværdig, men også Rødovres ditto, med de knap så prangende cifre i 3-1 hjemmesejren over Herlev, viste at alt er muligt i år. 

I eftermiddag blev det Rødovre, der ganske fortjent snuppede det ekstra point mod et SønderjyskE-mandskab, der måtte ty til tredjemålmanden Jesper Nielsen. Nicolaj Henriksen var ude med sygdom og Galbraith stadig skadet.

Kampens start viste to mandskaber, der gerne ville frem over isen og sætte første scoring. Ganske underholdende og i første angreb fik gæsternes Steffen Frank sat en medspiller i banden, hvilket banede vejen for første Rødovre-forsøg med Steffen Klarskov som arkitekt.

Efter fem minutter blev Sønderjyskes skarpretter MacGregor Sharp udvist, hvilket han bestemt ikke var tilfreds med og derfor brokkede sig til yderligere to minutter. Tak for det sagde Rødovre, der med Julius Nyqvist som skarpretter bragte hjemmeholdet i front.

Kort efter måtte Mads Lund samme vej som Sharp efter en høj stok, og hjemmeholdet kunne i en del minutter  spille fem mod tre. Det blev endnu en udvisning til gæsterne inden et sandt bombardement mod Jesper Nielsen sluttede, og kampen igen kunne finde sin rytme.

Med fem minutter til første pause blev Rødovres Magnus Galby udvist og Sønderjyske satte Matt O'Connor og resten af Rødovre under voldsomt pres, men ingen scoring i denne omgang. I stedet blev Sønderjyskes Ander Førster udvist for crosschecking og rollerne blev byttet om. Ej heller dette spil kunne ændre på resultattavlen og holdene skøjtede til velfortjent pause. Rødovre oppe 1-0.

Anden periode startede med samme energi som første og begge keepere blev holdt varme i hurtige spilvendinger. På en af disse omstillinger efter fem minuter fik Sønderjyske udlignet. En parering af Matt O'Connor blev ikke ekspederet væk fra slottet og MacGregor Sharp kunne sætte en af de nemme ind på kontoen.

Næste sekvens var en udvisning til hjemmeholdets Lasse Carlsen, og da den blev udnyttet med en scoring kort efter signeret Phil Lane, var kampen vendt om resultatmæssigt.

Der var gang i løjerne midtvejs i periode, og Rødovres veteran Jannik Karvinen, der i øvrigt spillede en rigtig god kamp, viste han også ville også være med, da han en sjælden gang fik pucken i kassen og bragt balance i regnskabet.

SønderjyskE trak en udvisning med godt seks minutter til anden pause. Det var Oliver Gatz Nielsen der måtte til afkøling for holding. Et stolpeskud fra Marko Virtala var det bedste, Rødovre kunne præstere i overtallet.

Andre Pison fra hjemmeholdet var næste mand i straffeboksen. Sytten sekunder senere blev holdene atter fuldtallinge. Frederik Bjerrum havde bragt gæsterne i front 3-2 på et utageligt slagskud. Perioden sluttede som den begyndte med en et måls føring, men nu til gæsterne.

Tredje periode startede med et langs pres på hjemmeholdets mål, men Matt O'Connor fik fat i det meste og efter små fire minutter havde stormen lagt sig, og Rødovre kunne sætte kursen ind på udligning.

Rødovres Magnus Carlsen ærgrede sig efter endnu et stolpeskud efter fem minutter, som dog blev indledning til et stort pres på gæsterne anført af Kim Johansson, hjemmeholdets bedste i eftermiddag, SønderjyskE kunne takke Jesper Nielsen i målet for flere gode redninger.

Om det var frygten for at tabe, der oversteg lysten til at vinde er svært et vurdere, men gæsterne bragte ikke meget offensivt efter de første tre minutter, og da først Marko Virtala havde hamret pucken på rammen endnu engang, kom udligningen minuttet senere, da Lasse Carlsen fulgte op på en retur.

Steffen Frank fra udeholdet blev udvist for interference med godt seks minutter tilbage af perioden, men hjemmeholdet skabte ikke de store muligheder.

Der blev ikke scoret mere i perioden og kampen skulle i forlængelse trods stort pres fra gæsternes det sidste minut.

Her trak Rødovre det længste strå, og set over hele kampen en fortjent sejr, da Julius Nyqvist blev dobbelt målscorer på en friløber.


Herlev blev kørt over af flyvende Bulldogs LYNOPTAKT: Søndagens fire kampe i Metal Ligaen