Også i den kommende sæson kan Esbjerg Energy nyde godt af den 25-årige vestjyde Henrik Mærsks kvaliteter.

Det skriver vestjyderne i en pressemeddelelse, hvor Mærsk præsenteres således: 

- Det er dejligt at være i Esbjerg og skønt at være hjemme. Følelsen når man trækker den gule trøje over hovedet er særlig og indtrykket fra den gule mur glemmer man ikke lige med det første. Så jeg er glad for, at aftalen faldt på plads, fortæller den 182 cm høje vestjyde.

- Da jeg før sidste sæson vendte tilbage til Esbjerg var følelsen tydelig. Det var som at komme hjem. Truppen indeholder institutioner, som Sune Hjulmand og Jannik Christensen. Og jævnaldrende spillere, som jeg har spillet med før seniortiden. Så når også Mathias Seldrup vender ”hjem”, så er det næsten perfekt.

Henrik Mærsk spillede frem til sommeren 2018 i fødebyen, men valgte så tre år i svensk ishockey, før han i sommeren 2021 vendte hjem til Vestjylland. I Sverige repræsenterede esbjergenseren klubberne Vännâs, Kiruna og Tyringe i HockeyEttan. I alt blev det til 107 kampe, 22 mål og i alt 43 point.

- Henrik er en vigtig spiller både på og udenfor isen. Indstillingen er professionel og engageret og i spillet bidrager han med fysik krydret med vilje. Da han vendte hjem fra Sverige, var han en del af vores fjerdekæde, men viste sit værd og arbejdede sig op til en plads i tredjekæden. Så han har udviklet sig til vigtig brik, forklarer cheftræner Jason Jaspers fra Esbjerg Energy.

- Desværre sluttede Henriks sæson tidligt, da en skade holdt ham ude fra årets vigtigste kampe. Det skabte et hul i truppen og var frustrerende for alle, ikke mindst for Henrik. Han er stor, stærk og direkte, så han var savnet i slutspillet og kunne have gjort en forskel.

Henrik Mærsk har en andel i Esbjerg Energys to seneste mesterskaber i 2016 og i 2017 og kan samtidigt glæde sig over en sølvmedalje. Esbjergenseren har spillet 217 kampe i Metal Ligaen og kan se tilbage på syv scoringer og i alt 14 point. Fire af målene blev scoret i den seneste sæson.

- Jeg vil spille. Jeg er rigtig dårlig til at sidde udenfor med en skade. Jeg brækkede kravebenet og det er bestemt ikke sjovt at undvære slutspillet. Specielt ikke på et tidspunkt, hvor jeg selv oplevede ”at have flyttet” eller udviklet mig som ishockeyspiller. Den udvikling er ikke færdig. Jeg vil tage mere ansvar. Udviklingen skal fortsættes, understreger Henrik Mærsk.

- Nogle udefra opfattede Henriks skifte fra svensk til dansk ishockey som en styrkelse af vores bredde. Det må være tydeligt at han er andet og langt mere. Og hans udvikling er ikke færdig. Han ved hvad der skal til. Derfor glæder jeg mig til at fortsætte arbejdet med ham i den kommende sæson, slutter Jason Jaspers.


Gustav Green forlænger med Rungsted Ronny Larsen: Ni udlændinge er for mange