Netop som man sad og forberedte en overskrift på første Herlev sejr i Vendsyssel i fem år, så slog White Hawks et comeback an med to scoringer i de døende minutter

Frederikshavn White Hawks – Herlev Eagles 5-4 (3-1, 0-1, 2-2)

Sikke et drama i aften i Frederikshavn, hvor gæsterne fra Herlev havde fortjent bedre. De ville det mest set over 60 minutter, men høgene leverede et comeback i de døende minutter, og tjekkede alle tre point ind på kontoen, og forsvarede førstepladsen i Metal Ligaen.

Et Herlev mandskab der kom til Frederikshavn og gav sig fuldt ud, mod et hjemmehold der ikke havde samme defensive disciplin som normal.

Ganske underholdende åbningsperiode fik vi at se, med hele fire kasser, og masser af chancer at varme os på i efterårskulden, der i aften var rykket indenfor. Ikke mange tilskuere til klokken 20:15 kamp i Frederikshavn, hvor sølle 1029 tilskuere så på.

Dem der var fik en scoring allerede efter 27 sekunder, hvor White Hawks helt store publikumsyndling, Aleksi Halme, igen bare stod det rigtige sted. Herlig pasning fra Nikolaj Krag, og så kunne den lynhurtige finne stå fri ved bagerste stolpe og bringe vendelboerne i spidsen.

Høgene har i den grad profiteret af de to senest ankomne forwards, hvor også letten Kirils Galoha faktisk har vist sig ganske fint frem. Han vil ikke stå i skyggen af Halme, og kvitterede med en flot 2-0 scoring efter otte minutter, da han styrede pucken ind bag Horák, efter en lækker pasning fra kaptajn Jesper Jensen.

Nu sidder den kvikke læser nok og tænker. Var Herlev ikke ankommet til Frederikshavn, siden de igen var hurtigt bagud i Danmarks nordligste skøjtehal. Men til det var der kun at sige, at de så sandelig var stemplet ind. Masser af muligheder producerede de, og velspillende Alexander Lindqvist-Hansen og russeren Lapenkov, gjorde flere gange at Mathias Seldrup måtte på overarbejde.  

Derfor var det på ingen måde heller ufortjent at de efter små 10 minutter fik reduceret. I fire mod fire spil fik Matthias Asperup sendt skiven lige akkurat over stregen, til reducering 2-1. Så de var så absolut med i den periode af kampen, gæsterne, og leverede faktisk en ganske fornuftig første periode.

Derfor var det uden tvivl også en kæmpe streg i regningen for Patric Wener, at lettiske Galoha fik alt for meget plads bag målet, tog turen rundt om, og lagde pucken ind bag Horák til 3-1, med seks minutter tilbage af perioden.

Stadig gode chancer i anden periode, hvor Lindqvist-Hansen ramte overliggeren for gæsterne. Han var en kæmpe nydelse på isen i aften, og var vel ret beset bedste spiller i kampen.

Også hjemmeholdet ville lege med når det kom til chancer, og både Halme og McNeill misbrugte fra tæt hold, hvor Hovák stod flot i vejen. Herlev keeperen havde flere store redninger i anden periode.

Eneste scoring i midter-perioden stod gæsterne for, da Magnus Molge flot slog kapital af en perfekt pasning fra Joseph Jonsson. Molge resolut, og så var der reduceret kort før pausen, hvilket var vigtigt for Herlev at tage med i omklædningsrummet.

Gæsterne i powerplay i begyndelsen af tredje periode, og det blev spillet perfekt. Joseph Jonsson udlignede til 3-3 med et fornemt skud, der gik mellem benene på Mathias Seldrup. Fortjent udligning, for det var Herlev der ville det mest i den her del af opgøret.

Københavnerne havde også pucken i mål til 3-4, men her var det en meget ivrig russer i White Hawks boksen, Alex Bumagin, der i samråd med Jari Pasanen, tog en Challenge. Og russeren havde set rigtigt, der var klart offside, og derfor blev målet korrekt annulleret. Kan han ikke score for White Hawks i øjeblikket, så kan han i hvert fald bruges på anden vis, til glæde for vendelboernes fans. Derfor fortsat 3-3 i Nordjyske Bank Arena.

Men Herlev var tilsyneladende ligeglade med, for de skulle ikke bruge særlig lang tid på at bringe sig foran 3-4 alligevel. Magnus Molge blev spillet fri, og han skøjtede ned og smed skiven ind bag en prisgivet Seldrup. Høgenes defensiv krakelerede en smule i aften, og lignede ikke det vi kender dem for.

Med otte minutter igen appellerede hjemmepublikummet på straffeslag til Christopher Frederiksen. Ingen reaktion fra de to hoveddommere, Grumsen og Jensen, der heller ikke ønskede at give Jari pasanen en forklaring. De to i sort lignede nogle der bare hurtigt ville hjem til Esbjerg denne sene tirsdag aften, i stedet for at tage dialogen med White Hawks coachen.

Det var også lettere dramatisk mod slutningen, hvor Herlev i flere sekunder havde seks spillere på isen. Publikums raseri blev dog opfanget af dommerne, og så var høgene i overtal med godt fem minutter igen. Og netop som var troede at Hovák havde lukket af for det powerplay, så kunne White Hawks udligne til 4-4 med 3:56 igen på klokken. McNeill blev i første omgang krediteret scoringen, men det var svært at se, hvem der havde sidste stav på pucken.

Og med 1:18 igen gjorde hjemmeholdet helt onde ved Herlev. Oliver Anker bragte høgene foran med 5-4, og så var stemingen for alvor tilbage i Nordjyske Bank Arena.

Forståelige triste Herlev blikke der skøjtede i omklædningsrummet efter opgøret, for de havde høgene på krogen.

Anderledes stemning i White Hawks lejren, der kunne glæde sig over endnu en sejr i Metal Ligaen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


OPTAKT: Odense Bulldogs-Rungsted Seier Capital Aalborg sikrede tre point på stærk anden periode