Hjemmeholdet vandt 4-3 i Spar Nord Arena

Der var masser på spil i begge lejre, inden det storkøbenhavnske derby mellem Herlev og Rødovre, der havde trukket knap 900 tilskuere til hockey. Det var hjemmeholdet der kom bedst ud og lagde et tungt tryk på gæsterne.

Det gav flere gode muligheder i den større ende, og efter 5 minutter kunne Luis Blak Olsen i ensom majestæt angribe målet, og sende pucken mellem benene på William Rørth i Rødovre-målet.

Herlev fortsatte med at søge de hurtige afslutninger, og havde totalt set 21 skud på mål i 1 periode. Det havde de blandt andet fordi udvisningerne væltede ned over Rødovre.

Fire gange havde dommerne armene i vejret, og på et tidspunkt sad der 3 Rødovre-spillere i udvisningsboksen. Det hjalp dog ikke hjemmeholdet på måltavlen, og dermed altså 1-0 efter 20 minutter.

Kampbilledet blev vendt fuldstændigt på hovedet i den midterste periode. Rødovre kom hårdt ud, og pressede hjemmeholdet til at tage et par udvisninger, og kunne med dem som afsæt komme retur i opgøret.

Frank Gymer brød et Herlevudspil af egen zone, og satte pucken konsekvent op i nettaget bag Lukas Horak. Rødovre var vedholdende i presset i 2. periode og kunne mærke at det gik deres vej. Herlev afsluttede perioden med at smide flere icing-pucke efter hinanden, og en af dem blev dyr.

Med et halvt minut tilbage af perioden, fik Christopher Rübenach rettet en afslutning fra ”hotte” Gustaf Berling ind bag en chanceløs Horak.

Opgøret vendt til Rødovres fordel inden sidste periode, foran med 2-1. 3. periode var ikke mange sekunder gammel, før Matthias Asperup fik sat damp under hjemmeholdet og Ørneborgen. En hurtig udligning, og så gik det ellers Herlevs vej. Angreben bølgede, men Herlev var mere kyniske.

Asperup viste klassen igen omkring midten af den sidste periode, da han sendte pucken i det lange hjørne. Rødovre var dermed presset frem, og Herlev lurede på kontra. En af dem stod Maksim Popovis for, da han brød en pasning på blå linje mellem to Rødovrespillere. 4-2 til Herlev.

Rødovre trak Rørth ud, og fik skabt lidt spænding med et lille halvt minut tilbage, da svenske Johan Lundgren, efter et videocheck, kunne reducere til 4-3. Det blev ikke til mere, Herlev bryder stimen af nederlag, og kan gå til landsholdspausen med et hul i tabellen på 13 points ned til dagens modstander.


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Herlev-Rødovre OPTAKT: Herlev Eagles-Rødovre Mighty Bulls