Olsen og Eller er begge med i kampen om en af de fornemme priser

Der er som altid mange fornemme priser i spil ved DR's traditionelle sportsgalla, der igen i år holdes i Jyske Bank Boxen i Herning. En af dem er Årets Forbillede som Tryg Forsikring sponsorerer, og hele to af tre nominerede kommer fra ishockeyverdenen. Og fra hver sin del af den danske ishockeyverden.

Det skriver BT.dk. 

Den ene er Rungsted-målmanden Jon Lee-Olsen, der er nomineret for sin modige offentliggørelse af sin homoseksualitet. Han sprang ud i oktober og offentliggjorde det i forbindelse med en deltagelse i Go' Aften Live på TV2.

Det var en historie, der bredte sig til alle landets medier og også internationalt, hvor Jon Lee-Olsen blev rost for sit store mod. Han er stadig en blandt meget få homoseksuelle sportsfolk på topplan, der er sprunget ud. 

Den anden ishockeyspiller, der er nomineret, er Lars Eller. Han står som et af Årets Forbilleder for sit kolossale engagement i ungdomsishockeyen i Rødovre og Danmark, som han berigede med arrangementet Hockey Stars i august, hvor Eller var frontløber for "Hockey Stars", der trak 3000 tilskuere til Rødovre, der dystede mod Herning og Malmö og også sendte Mikkel Bødker og Frederik Andersen på dansk is.

500.000 kroner blev sendt videre til deltagerklubbernes ungdomsarbejde og til Danmarks Ishockey Unions VM-pulje. Stort af Eller, og forhåbentlig bliver Hockey Stars også en realitet i den kommende sæson. 

Hov, glemte vi at nævne, at den tredje nominerede ikke er en ishockeyspiller: 

Det er nemlig den legendariske cykelrytter Brian Holm, der har foreningen La Flamme Rouge, En forening, der har stået for sportsarrangementer for kræftramte og deres pårørende.


Topholt jublede lige ivrigt nok over scoringen Ingen dårlige Andreasen-undskyldninger