19-årige Jonas Brøndberg er i skrivende stund allerede i gang med sin debut for Aalborg Pirates i Frederikshavn. Tidligere i dag blev han præsenteret af Pirates i en pressemeddelelse med følgende ordlyd:
Jonas har spillet i WHL i den canadiske juniorliga i sidste sæson, som lader til, at starte op igen i starten af 2021. Vi har begge set muligheder i at hjælpe hinanden. Jonas får noget kamptræning, mens vi får en back mere ind.
- Vi er lidt ramt på defensiven med småskader hos flere profiler, og dermed forhørte vi os for muligheden for, at Jonas kunne hjælpe lidt til. Jonas har holdt sin form ved lige her i Aalborg, så jeg har da haft et godt øje på ham løbende, udtaler Ronny Larsen.
Jonas spillede i sidste sæson for Portland Winterhawks i WHL, hvor han nåede at notere sig for 22 point (9 mål og 13 assists) over 50 kampe. Han indtrådte i draften i denne sæson, men uden at blive valgt.
Jonas har tidligere spillet i Växjö Lakers i Sverige, hvor han var en del af deres ungdomshold i et par sæsoner, inden turen gik til Nordamerika.
- Med Jonas på holdet får vi en spiller, der kan hjælpe til i begge ender af isen, hvor han er god i egen zone til at komme i vejen for tværafleveringer slutter Ronny Larsen.