Det bliver ikke en lang DM-serie, tipper Aalborgs veteran

DM-finalen begynder fredag, hvor Herning og Herlev som bekendt tørner sammen.

Aalborgs rutinerede angriber Julian Jakobsen mener, at det er fuldt fortjent, at de to pågældende mandskaber står i finalen.

- Begge hold har spillet rigtig god hockey, og der er ingen tvivl om, at det er Herlev, der har overrasket mig mest. Herning har spillet som en maskine hele sæsonen og været gode fra start til slut, siger Julian Jakobsen, der gerne kommer med sin vurdering af en kommende DM-vinder.

- Jeg må sige, at Herning har en defensiv og en målmand, der er svær ”at lege med” over syv kampe. De har haft lidt modgang og skader i løbet af især kvartfinalen og selv med Morten Poulsen og Pastujov ude er det lykkedes dem at overkomme modgang. Jeg tror ikke, det bliver en ret lang DM-serie – og den falder formentlig ud til Herning, vurderer Jakobsen.

- Hvor Herlevs chance ligger? Alt presset ligger på Herning, der skal vinde guld i den her sæson. Hvis Herlev kan få et heldigt mål her eller der og på den måde stjæle en af de første kampe i Herning, så bliver Herning måske nervøse, siger Julian Jakobsen.


Gustav Nielsen: Klogere om tre-fire uger Sønderjyske Ishockey forlænger to år med Mathias Borring