Rødovre var foran, men kunne ikke holde fast mod rivalerne

Herlev Eagles-Rødovre Mighty Bulls 4-1 (0-1,1-0,3-0) 1740 tilskuere

Sikke en kulisse, der var mødt til lokalopgøret i Martinsen Arena, hvor fansene fra Herlev og Rødovre sørgede for en formidabel stemning. 

På isen gik det som det plejer.

Herlev vandt igen-igen over Rødovre og derbystimen er nu helt oppe på 15 sejre på stribe, og selv om kampen fredag aften var jævnbyrdig "på tavlen", så viste både "øjetesten" og statistikkerne, at Herlev sad på det meste af kampen.

Herlev havde pucken dobbelt så meget som Rødovre i offensiv zone, og vandt også - ifølge Wisehockey - skudstatistikken overlegent. 

Det var dog Rødovre, der bragte sig foran. Matt Kopperud var på spil inde foran mål og fik staven på en pasning fra Nikolaj Krag. 

Kæmpe jubel blandt de "tilrejsende" fans, der lugtede miraklet og måske en sejr over rivalerne. 

Men resten af kampen var i store træk et pres ned mod Mathieu Caron, der igen stod en formidabel kamp. Men selv en fremragende målmand kan ikke holde stand. 

Midt i kampen slog David Karlström en pasning fra Victor Cubars i kassen, og samme Cubars var på spil efter tre kvarter, da han fik pisket sit andet sæsonmål ind.

Det samme gjorde Oliver True, da Herlev bragte sig foran med 3-1 og reelt afgjorde kampen. Begge mål blev scoret på first-timere, og det var det, der skulle til for at passere Caron denne aften. 

Det blev 4-1 i tomt bur ved Isac Göransson og på den måde spillede Herlev sig igen ind i varmen og kampen om Metal Final4-pladserne. 


KAMPEN KORT: Esbjerg udlignede sent, Odense tog bonuspointet KAMPEN KORT: Herning vandt tæt kamp i SønderjyskE