Herning Blue Fox-Sønderjyske 5-0 (1-0,2-0,2-0) 2049 tilskuere
Der var fredagsfest i Herning, og det gik vel som de fleste forventede - også med Ytterell ude som den tredje fraværende import hos gæsterne, der egentlig fulgte rigtig godt med i første periode.
Herning forsøgte at sætte sig på det, men fandt aldrig rigtig det nødvendige flow i spillet. Tempoet var fint, men åbne chancer var der ikke mange af, og i den anden ende var Andreas Kløve tæt på at score på en retur.
Herning kom i front til sidst da Lukas Bang, som var god i dag, med en flot pasning fandt Kiljunen der first timede den i nettet. Raimonds Vitolins var gæsternes bedste, og han var tæt på at udligne inden pausen.
Herning leverede en lynstart i anden periode. Morten Poulsen stod foran mål og Amarosas skud fra blå var klinet op af stolpen til 2-0. Det rystede dog ikke Sønderjyske, der faktisk leverede et godt spillemæssigt modsvar på scoringen og fulgte godt med.
Men Herning fik styr på spillet og tog mere og mere over. O'Neil brændte under mål og Sønderjyske misbrugte også et powerplay.
Generelt manglede gæsterne at kunne lægge den sidste pasning og så var man ikke kyniske nok. Almquist havde en stor chance, men fik hverken afleveret eller afsluttet og kørte i stedet rundt om mål. I stedet kunne Herning øge til 3-0 da Cibulskis smed en puck ind foran mål og Dmytriw satte bladet på. 3-0 efter 40 minutter.
I tredje periode buldrede Herning videre og i powerplay var både Bau og Dmytriw tæt på. Det blev 4-0 kort efter, da Poulsen smed en pasning på tværs med baghånden og O'Neil scorede let på Lillie.
Lillie holdt håbet i live med flere rigtig gode redninger, men Blue Fox lukkede og slukkede i powerplay. Bau skød næsten nede fra baglinjen og pucken blev trykket op over skulderen på keeperen. Carlsen havde kampens sidste chance, da han var fri på bagerste stolpe, men han fik ikke pucken højt nok og Fecers holdt nullet.
Det var komfortabelt i anden og tredje Periode for Herning, hvor Sønderjyske kun var sjældne gæster i offensiv zone.